Det er utroværdigt, når USA siger, at kun få civile dør i koalitionens luftangreb mod IS, mener kritikere.

Oslo. USA hævder, at kun 55 civile er bekræftet dræbt i de over 11.000 luftangreb, som den koalition, amerikanerne står i spidsen for, har foretaget mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien i de seneste to år.

Det lave antal civile står i skarp kontrast til USA's oplysninger om, at hele 45.000 krigere fra Islamisk Stat og andre militante grupper er dræbt i luftangrebene.

Hvis det stemmer, at kun 55 civile er dræbt i de amerikanskledede angreb mod Islamisk Stats formodede mål, svarer det til, at kun én civil bliver dræbt for hver 200 luftangreb i Irak og Syrien.

- Det virker ikke særlig troværdigt, siger Christopher Kolenda ved Kings College i London til Washington Post. Han har selv en fortid i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Forsvarsministeriet erkender, at der i Afghanistan var et civilt offer for hver 15. luftangreb.

I en ny rapport fra præsidentkontoret i Det Hvide Hus fremgår det, at der er civile ofre hver 4.-7. gang, amerikanske fly og droner slår til mod formodede terrorister i lande som Pakistan og Yemen.

Hvis de samme tal bruges om de civile tab i Irak og Syrien, vil det betyde, at antallet af civile ofre for de amerikanskledede angreb ligger et sted mellem 750 og 2750.

Det er mere i tråd med vurderingen fra Airwars, en britisk hjemmeside der samler dokumentation om de amerikanskledede angreb mod Islamisk Stat.

Ifølge Airwars er der gennemført omkring 9600 luftangreb i Irak og cirka 5000 i Syrien i løbet af de seneste to år. Organisationen bag hjemmesiden har opgjort antallet af civile ofre til mindst 1584.

Men selv når den amerikanske forsvarsledelse bliver forelagt navne og foto af de civile ofre i Syrien og Irak, nægter de at erkende civile tab.

- Vi giver dem navn og billeder, men ikke engang det bliver anset for at være troværdige beviser, siger Neil Simmond fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

Amnesty og flere syriske aktivister har fremhævet et angreb mod landsbyen Tokhar i Aleppo-provinsen i sidste måned, hvor amerikanske fly af typen B-52 kastede flere 250 kilo tunge bomber.

Ifølge Amnesty blev mellem 70 og 80 civile dræbt. Andre grupper melder om helt op mod 200 dræbte.

- Ofrene for massakren var alle civile. Ikke en eneste af dem var IS-kriger, siger Abu Abdullah, en tidligere indbygger i landsbyen, til Washington Post.

/ritzau/NTB