En eftersøgt kommandør fra den somaliske terrorgruppe al-Shabaab er blevet pågrebet af somaliske sikkerhedsstyrker.

SOMALIA: En kommandør fra den militante islamistiske gruppe al-Shabaab har lørdag overgivet sig til somaliske sikkerhedsstyrker. Det skriver flere udenlandske medier.

Al-Shabaab-kommandøren Zakariya Ismail Ahmed Hersi er efterretningschef i terrorgruppen. Han blev fundet af de somaliske sikkerhedsstyrker i et hus i nærheden af byen El Wak og overgav sig ifølge Al Jazeera uden kamp.

»Han stod for efterretninger og økonomi. Han var en af de ledende al-Shabaab-chefer, som amerikanerne havde sat en masse penge på hovedet af,« siger Jama Muse, der arbejder for den somaliske hær i det område, hvor den eftersøgte blev pågrebet.

Det amerikanske justitsministerium havde stillet en dusør på tre millioner dollar i udsigt, hvis man kunne komme med oplysninger, der førte til pågribelsen af Zakariya Ismail Ahmed Hersi.

Han arbejdede ifølge cnn.com tæt sammen med den tidligere al-Shabaab-leder Ahmed Abdi Godane, der blev slået ihjel i et amerikansk luftangreb i september, og som blev betragtet som en af de farligste mænd i Afrika.

Al-Shabaab har de seneste år hærget i store dele af Somalia, hvor gruppen blandt andet har indført sin egen meget strenge fortolkning af sharialoven.

Terrorgruppen opererer også på tværs af landegrænserne og har stået bag en række blodige angreb i Kenya.