Hvordan lever du et lykkeligt liv?

Det spørgsmål har millioner, hvis ikke ligefrem milliarder af mennesker gennem tiden stillet sig selv.

Og nu er videnskaben klar til at give sit bud på svaret. Hen over de sidste 85 år har en afdeling på Harvard Universet foretaget et lykkestudie. Det længstvarende studie inden for sit felt.

Oprindelig var der 724 deltagere, som bestod af drenge fra knap så velstillede hjem i Boston samt studerende på Harvard.

Siden blev undersøgelsen udvidet til også at inkludere de oprindelige deltageres koner og endelig 1.300 efterkommere. De er løbende blevet interviewet af forskere, har udfyldt spørgeskemaer og afgivet informationer om deres fysiske helbred.

Det har gjort, at forskerne er nået frem til en simpel konklusion om, hvad der gør mennesker lykkelige: gode og nære relationer.

Forskerne, der nu styrer projektet, Robert Waldinger og Marc Schulz, har udgivet en bog med deres fund og skrevet om det i The Atlantic. Heri lyder det:

»Folk, der er mere knyttet til familie, venner og til fællesskabet, er lykkeligere og fysisk sundere end mennesker, der er mindre knyttet.«

Dataene viser også, at der ikke altid er sammenhæng mellem, hvad folk tror vil gøre dem lykkelige, og hvad der rent faktisk gør dem lykkelige.

»Vi lærte, at folk tror på, at lykke er noget, de kan opnå, hvis de køber et hus eller får en forfremmelse eller taber sig nok. Vi agerer, som om det er noget, vi opnår, hvis vi afkrydser de rigtige felter, men dataene viser meget tydeligt, at det simpelthen ikke er sandt. Og det er en god ting, da tilfredshed ikke længere er noget uden for rækkevidde, men i høj grad opnåelig for os alle,« har Robert Waldinger forklaret til Forbes.