Caroline Wozniacki er i fuld gang med at forberede sig til næste sæson, hvor målet er en Grand Slam-titel.

Boksetræneren Poul Duvill har i mange år arbejdet sammen med Caroline Wozniacki, når hendes form skulle bygges op. Han giver her et indblik i, hvordan tennisstjernen træner i øjeblikket.

2014 blev året, hvor Caroline Wozniacki for alvor stemplede ind igen på den internationale tennisscene efter et par sløje år. Og allerede før vi har budt 2015 velkommen, er hun gået i gang med træningen frem mod den kommende sæson.

En sæson, hvor det helt store mål for Caroline Wozniacki må være omsider at vinde den Grand Slam-turnering, som det endnu ikke er lykkedes hende at vinde.

I forsøget på det er hun i øjeblikket i gang med en hård fysisk træning, forklarer boksetræneren Poul Duvill, der dog ikke er med inde over hendes træning i øjeblikket. Han kan alligevel give et indblik i, hvordan tennis-darlingen træner.

- Når hendes grundform er på plads, og det er den næsten med det samme, fordi den forsvinder ikke bare fuldstændig henover en ferie, bliver der gjort meget ud af den eksplosive del i øjeblikket,« forklarer Poul Duvill og uddyber:

- Caroline er en spiller, der elsker at spille fra baglinjen, men mange eksperter har efterlyst, at hun kommer hurtigere frem til nettet. Den slags kræver god form og evnen til at være eksplosiv. Formen har hun altid haft, og det eksplosive er så noget af det, hun træner i øjeblikket.

Poul Duvill afslører samtidigt, at store dele af hendes træning forud for sæsonstarten i januar inkluderer boksetræning.

- Boksetræningen kan bruges til at restituere, men mange af øvelserne kan også overføres til tennis. Sådan noget som reflekser har hun jo brug for begge steder, siger boksetræneren, og fortæller om Wozniackis skjulte talent:

- Hun er faktisk en god bokser. Hun startede med at prøvetræne som bokser, da hun var 12 år, så der er nok noget, der hænger fast. Men om hun kan lide at få en på tuden, det ved jeg så ikke, siger Poul Duvill og griner.