Danmarks største spillere nogensinde på herre- og damesiden slår pjalterne sammen - og får kamp til stregen i Jyske Bank Boxen.

11. juni går både Caroline Wozniacki og Holger Rune på banen ved et stort tennis-event i Herning, hvor de skal stå over for Elina Svitolina og Gaël Monfils, der også danner par privat.

Først spilles der to singlekampe, men derefter spiller Rune og Wozniacki for første gang på banen i en mixed double, som de begge har ytret stort ønske om at prøve - i bedste fald til OL i Paris til august.

»Vi kan se frem til topunderholdende tennis i juni måned på dansk grund med opvisningskampene i Boxen, hvor Caroline og jeg skal nedkæmpe Monfils og Svitolina. Monfils er en fantastisk underholdende spiller, og jeg glæder mig til at levere et brag af en kamp for vores danske fans,« lyder det fra Holger Rune, der suppleres af sin nye makker:

I 2015 spillede Wozniacki mod veninden Serena Williams i Herning.
I 2015 spillede Wozniacki mod veninden Serena Williams i Herning. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det bliver en stor aften mod en klassespiller som Svitolina, som jeg kender rigtig godt, og som jeg håber at tage revanche imod. Selvfølgelig glæder jeg mig også supermeget til at skulle spille sammen med Holger i en mixdouble.«

Hun har desuden glimrende minder fra Boxen.

»Jeg spillede i Herning tilbage i 2015 mod Serena Williams, hvor stemningen var helt fantastisk. Det er jeg sikker på, at vi kan skabe endnu engang,« siger Wozniacki.

Hun spillede selv i Danmark, da hun satte punktum for karrieren i 2022, men sidste år gjorde hun så comeback - bl.a. med en motivation om at nå til OL og spille med Holger Rune.

Billetsalget er netop åbnet.