Lige ved og næsten!

Det lignede så småt en Clara Tauson, der var på vej tilbage i form, men så alligevel ikke.

For fredag tabte den danske tennisspiller – med anklen bundet ind – i to sæt til sin kroatiske modstander, Petra Martic.

Kampen sluttede 4-6, 7-5, og trods Tauson formåede at vinde fem partier i træk i andet sæt, blev kvartfinalen endestationen for Tauson i 250-turneringen i østrigske Linz.

Det 20-årige tennistalent, som egentlig var dømt helt ude af turneringen efter at have tabt sin afgørende kamp i kvalifikationen, viste ellers lovende takter i Linz.

I torsdagens kamp, hvor hun spillede sig videre til kvartfinalen i WTA-turneringen, havde Tauson i den grad fundet storspillet frem.

Med et brag af et slag op langs linjen brød hun sig foran 4-2, inden hun holdt serv og vandt sættet klart.

Opgøret blev afgjort i tredje sæt, og her kom Clara Tauson foran med 4-3 efter tre servegennembrud i træk.

Tausons modstander, Camila Giorgi, kunne ikke finde melodien i sit servespil og begyndte at kaste med ketsjeren i frustration.

Men nu er det altså danskeren, som må være frustreret efter dagens nederlag og den glippede mulighed for en semifinale.

Til gengæld kan hun glæde sig over at hoppe et lille stykke op ad verdensranglisten, når den opdateres mandag.