Forholdene skulle være umenneskelige. Han bruger sine 'lommepenge' på kiks og andre snacks. Cellen skulle være for lille.

Sådan har nogle af historierne om Boris Beckers liv i fængslet lydt i tyske medier. Men meget af det er løgn, fortæller tyskerens advokat til RTL.

»Nærmest intet af det, der har været skrevet de sidste par uger – især de store overskrifter – passer,« siger Christian-Oliver Moser til mediet.

Becker blev 29. april idømt 2,5 års fængsel for at have gemt værdier i forbindelse med en konkurs i 2017. Han startede afsoningen med det samme, og der gik ikke lang tid, før 'historierne' begyndte at sive.

Historier om, hvordan han var utilfreds med maden – både kvaliteten og portionsstørrelserne, og hvordan han købte chokolade, bananer og kiks i fængslets kiosk for at blive mæt.

Og så skulle tennisstjernen også have klaget over størrelsen på den celle, han har fået, i en sådan grad, at han skulle have trykket på den nødknap, der er.

Men ifølge advokaten er det med stor sandsynlighed historier, fængselspersonalet har opdigtet og sendt til pressen.

»Selvfølgelig er det ikke en fed situation, men han accepterer den (dommen, red.). Jeg går ud fra, der måske er folk, der arbejder i fængslet, der spreder fake historier om den dømte sportsmand,« siger Christian-Oliver Moser.

Han understreger også, at det er pure opspind, at Becker, der er rasende over historierne, skulle bruge sine penge på snacks.

Den tyske tennisstjerne var under retssagen også efter særligt de tyske medier, da de ifølge ham skrev mange historier blot for at få ham ned med nakken, lød det.

Boris Becker vandt i sin karriere 49 titler – blandt andet blev den seksdobbelte grand slam-vinder i 1985 den yngste singlevinder af Wimbledon på herresiden, da han var blot 17 år.

Han risikerer at blive udvist af Storbritannien, når han er færdig med at afsone sin dom. Det kan du læse mere om her.