Den tidligere verdensmester i svømning, Jeanette Ottesen, er som bekendt højgravid, og nu synes hun nok godt, at babyen kunne tage skridtet fra mors mave og ud i verden.

»Jeg kan seriøst snart ikke mere. Kom nu uuuuuuuuuud baby B! Her er så rart herude og så kan du også nå at være med til din første jul. Mor er træt, meget træt, og så har jeg kroppen fuld af vand nu. Jeg kan knapt passe mine sko pga vand i fødderne, mine hænder ligner 10 mini frankfurtere, og mit ansigt går i et med min hals. Det eneste gode ved vand i kroppen er, at jeg også har fået mega meget vand i mine læber, så jeg render rundt med lækre mambo-læber. Marco er ok pjattet med det,« skriver Jeanette Ottesen på sin blog.

Marco er identisk med manden Marco Loughran, som er far til parrets datter, som altså snart ser dagens lys.

Ifølge Jeanette Ottesens jordemoder kommer datteren til verden med en fødselsvægt på knap fire kilo.

»Mors pige, haha! Er det egenligt genetisk hvor står en baby bliver i maven? Jeg var selv relativt ‘normal’ med en fødselsvægt på 3300g og 53cm lang, men Marco vejede 4kg og var 57cm lang, så måske hun nok mere ligner sin far, når hun kommer ud? Vi ved jo også, at hun har en masse hår, og det havde Marco også, da han blev født, hvorimod jeg var piv skaldet,« skriver Jeanette Ottesen.

Den 29-årige svømmer har termin onsdag.

»Men jeg tvivler på, det bliver der. Jeg føler ikke, der sker så meget, andet end jeg er super tung og besværet med ALT, hvad jeg foretager mig, men jeg tror, hvis jeg selv skulle spå om det, at der er en uges tid igen.«

Jeanette Ottesen var af naturlige årsager ikke med ved sidste uges EM på kortbane i København. Men hun satser på at vende tilbage for fuld styrke i 2018.

I VIDEOEN HER PÅ SIDEN KAN DU SE ET KLIP MED JEANETTE OTTESEN FRA PROGRAMMET 'NÆRKONTAKT' PÅ KANAL 4, HVOR HUN VISER EN SÅRBAR SIDE AF SIG SELV.