De fleste var overraskede, da både Andreas Cornelius og Federico Santander spillede i lørdagens kamp mod Randers. De to angribere var begge meldt ude med længerevarende skader, men pludselig stod klubbens to angrebses klar forud for weekenden og den vigtige Champions League-kamp mod Brügge onsdag.

Weekendens kamp mod Randers var dog ikke nogen videre positiv oplevelse for begge parter.

For mens Andreas Cornelius spillede fra start og gjorde pæn figur, blev det kun til 30 uimponerende minutter for Federico Santander, og den stærke paraguayaner kommer ikke med til Belgien, fastslår FCK-manager, Ståle Solbakken.

»Han (Santander, red.) er højest 80 procent klar, og han føler ikke, at han kan give sig 100 procent i duellerne. Han gjorde det godt i fredagens træning, og det var derfor han var med lørdag, men det gik ikke,« sagde Ståle Solbakken om Federico Santander efter mandagens træning, som paraguayaneren i øvrigt ikke deltog i.

Det efterlader FCK med tre angrebsmuligheder: Andreas Cornelius, Andrea Pavlovic og Benjamin Verbic.

Ståle Solbakken slog efter mandagens træning fast, at Andreas Cornelius bliver den ene af de tre angribere, og det handler derfor om at finde en makker til den blonde dansker.

FCK går efter sejren mod Brügge. Først og fremmest for at holde håbet om avancement i Champions League i live, men skulle Porto sikre sig gruppens andenplads, vil en sejr til FCK også sikre dem som værende seedet i de kommende knockout kampe i Europa League.

»Der er jo rigtig gode muligheder for at undgå de store hold, hvis vi ender som seedede, så det vil vi selvfølgelig gå efter,« sagde Ståle Solbakken.

Hvis FCK skal gå videre som toer, kræver det, at Leicester tager point fra FC Porto, samtidig med at FCK vinder i Belgien. De danske mestre har dog sikret sig gruppens tredjeplads.