Ståle Solbakken mener, at klubben gør det rigtige ved at lade Carsten V. Jensen kun være sportsdirektør - arbejdspresset er for stort til også at være træner, mener nordmanden.

Det var en gigantisk chance, Carsten V. Jensen tog, da han valgte at være både sportschef og træner i FC København. Og når det kikser, er det logisk, at klubben vælger, som de gør.

Sådan lyder analysen fra Ståle Solbakken, FCK's tidligere cheftræner.

- Det var et stort sats af Carsten V. Jensen, da han valgte at blive træner. Var han blevet mester med fire point ned til nummer to, havde alle sagt, at det var ok og som forventet. Men alt andet end et mesterskab ville sætte ham under pres, siger Ståle Solbakken, som dermed har forståelse for, at klubben ikke længere ønsker at de to poster skal være samlet hos den samme person.

- Det er også voldsomt, og jeg tror ikke, at Carsten V. havde tænkt, at det her projekt skulle vare meget mere end seks, måske 18 måneder. Det er en stor klub, og var han fortsat, skulle han have meget mere hjælp. Enten på træningsbanen eller af scouts og lignende, siger Ståle Solbakken, der dog stadig har stor fidus til sin tidligere kollega.

- Carsten V. Jensen er fantastisk dygtig som sportsdirektør, så jeg synes, det er fint, at han fortsætter på den post. Jeg ved, at han altid vil sætte klubben over sig selv - det har han altid gjort. Det taler til hans fordel, og jeg er sikker på, at han vil være god i fremtiden, siger Ståle Solbakken.