De er købt ind i dyre domme - men i flere tilælde giver FC Københavns indkøb så godt som intet afkast på banen.

Spillerkøbene på over 30 millioner hver i form af Akinkunmi Amoo, Isak Bergmann Johannesson og Andreas Cornelius til hele 45 millioner kroner har indtil videre ikke sat noget synderligt aftryk, mens billigere indkøb - og dog stadig betydelige investeringer - som Luther Singh, Khouma Babacar, Paul Mukairu og Mamadou Karamoko har spillet og spiller en marginal rolle i klubben.

Den øverst ansvarlige i FC København, formand Allan Agerholm, er dog overbevist om, at FCK arbejder på den rette måde - og at FCK med sportsdirektør Peter Christiansen i spidsen bruger millionerne godt nok.

»Jeg har ingen intentioner om at kommentere på enkelte spillere.«

»Men samlet set, synes jeg, at vi bruger vores penge godt nok. Men det er altid nemt at slå ned på enkelte spillere, og jeg kan godt blive lidt træt af kritikken nogle gange.«

»For spilleres skader, det er bare bad luck, og det er en del af gamet. Men vi har været i Champions League, vi ligger nummer et og er i pokalsemifinalen. Man skulle næsten tro, at vi var ved at rykke ned, når man læser og hører, hvad der siges om FCK.«

Cornelius til 45 millioner er skadet, Amoo til omkring 30 millioner er meldt skadet og Johannesson, der for tiden varmer bænken, har kostet omkring 30 millioner, mens en stor håndfuld andre indkøb ikke har sat et aftryk som forventet. Det er næppe formålet, så hvordan skal I forbedre det?

»Jeg forstår godt spørgsmålet, for jeg har selv haft den samme undren på et generelt plan - og ikke omkring enkeltspillere. Men jo mere jeg er kommet ind i det, jo mere er det gået op for mig, at det ikke er en eksakt videnskab.«

»Mohamed Daramy slog heller ikke igennem i  Ajax, men nu er han en topspiller her. Jeg kan ikke forklare det,« siger Agerholm til B.T. og tilføjer:

»Men vi prøver at minimere udfaldsrummet, og så er det et spørgsmål om at arbejde med de mennesker i den struktur, som vi har. Men det er mennesker med deres egen karakter, og vores strukturer kan ændre sig under trænere og lignende.«

Foto: Mathias Eis
Vis mere

Så hvad skal I gøre bedre - er det scoutingen, jeres planlægning eller hvad kan I gøre for at minimere chancen for, at en indkøbt spiller ikke får en rolle?

»Det bliver aldrig bedre, tror jeg. Jeg kan nævne Pione Sisto, som man forsøgte at købe her, før jeg kom. Han er nu udstødt i FCM - hvad fanden skete der der? Alle var helt oppe at ringe, og nu duer han ikke til noget som helst.«

»Jeg kan ikke forklare det. Jeg tror, man er nødt til at forstå, at det er mennesker, vi arbejder med, og nogle gange gør de bare ikke det, vi prøver at programmere dem til.«

Er det holdbart, at I bruger så mange penge og så får et sparsomt afkast på banen?

»Resultateerne fortæller jo en anden historie. Det er meget nemt at sidde udefra og kigge ind og sige: Hvorfor kunne I ikke se det? Det er ikke til at forudsige, men vi lægger voldsomt meget arbejde i transfervinduerne med analyser og scouting. Men når det kommer til stykket, så er det mennesker, vi arbejder med, og de kan ikke sættes på formel.

»Og jeg kan konstatere, at det sker alle steder.«

Der er også klubber, der rammer oftere end I gør.

»Jo, jo. Men tag Daramy som et eksempel - han fungerede ikke i Ajax og nu stråler han her, og det kommer andre spillere også til, når de er ovre deres skader. Jeg kan ikke forklare det.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Så du siger, at I finder ikke formlen på at ramme plet oftere?

»Jeg er bange for, at det eneste, vi kan gøre os forhåbninger om, det er at minimere udfaldsrummet.«

Synes du, I har minimeret udfaldsrummet, når man kigger på jeres seneste transfers?

»I det store hele, ja, for vi har også købt super spillere. Men vi laver fejl - og det gør vi nok også til sommer. Det er ikke eksakt videnskab, og sådan er det også, når vi sælger.«

Mens FCK har fået kritik for flere af klubbens seneste indkøb, så har Peter Christiansen til gengæld leveret, når han har solgt FCK-spillere til udlandet i sin tid i klubben.

Transferindtægterne er strøget til vejrs, og frem mod denne sommer er der flere FCK-spillere, der flirter med en salgspris på over 100 kroner.

De store salg, en Champions League-kvalifikation og en spirende kommerciel forretning har betydet, at FC København for nylig kunne levere et rekordregnskab, hvor aktionærerne stod til udbytte på lige under 100 millioner kroner.

Og alt i alt er formanden særdeles tilfreds med butikkens tilstand.

»Når jeg kigger på hele butikken, så har vi en virkelig robust organisation med et godt setup gennem førsteholdet, den kommercielle afdeling og helt ud i vores talentafdeling.«

»Vi har en økonomi, der er så robust, at vi kan gå ud og aflægge et rigtig godt regnskab - og vi kan sige til vores aktionærer, at der er lidt til dem, mens vi kan investere massivt, som vi har gjort de sidste to år,« siger Agerholm.

I oktober fremlagde FCK en ny strategi, hvor man frem mod 2027 vil vinde mesterskabet hvert år og nå i Champions League-gruppespillet hvert andet.

Og trods slinger i valsen i den nuværende Superliga-sæson, så mener Agerholm, at man er ved at være, hvor man skal være for at snuppe mesterskabet så ofte som muligt.

»Vi er aldrig tilfredse med ikke at vinde. Men vi er overbeviste om, at vores strategi med at købe topspillere og gøre vores egen avl dygtigere, den minimerer udfaldsrummet i forhold til at vinde mesterskabet hvert år. Vi er ikke lallende naive, og det usagte er jo, at det ikke er en 100 procents mulighed.«

»Men det vi gør, det er, at vi sørger for at investere klogt. Det har vi kontinuerligt bygget op i det nye setup, og ved at holde fokus på strategien er vi ved at være der, hvor man kontinuerligt kan vinde mesterskabet.«

I strategien fremgik det, at man vil øge de sportslige investeringer - men præcis hvor meget det bliver, det vil formanden ikke ud med.

»Men vi har robustheden til, at PC har de midler, han har brug for for at sikre, vi holder os foran de andre.«