De kreative kræfter fra Mikkel Duelund var stærkt savnet mod Randers for AGF, der spillede uafgjort med sine ærkerivaler – og sådan bliver det resten af efteråret.

AGF-stjernen skal opereres for følgeskader fra en tidligere skade, og dermed når han ikke flere end de otte kampe, det er blevet til i denne halvsæson.

Mikkel Duelund bekræfter ovenstående over for B.T., og at han nu en gang for alle vil få bugt med de smerter, han længe har spillet med.

»Jeg skal opereres nu og kommer desværre ikke til at spille mere i efteråret. Det er en følgeskade fra mit dobbelte ankelbrud i en Europa League-kamp for Dynamo Kiev,« siger Mikkel Duelund og tilføjer:

Mikkel Duelund vil lade sig operere nu, så han en gang for alle kan komme til at spille uden smerter i foden. 
Mikkel Duelund vil lade sig operere nu, så han en gang for alle kan komme til at spille uden smerter i foden.  Foto: Bruno Fahy/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Min hælknogle vokser forkert op i akillessenen, og det giver konstant betændelse – og smerter, selvfølgelig. Kirurgerne fortæller, at jeg får bedre mobilitet i foden bagefter – og at jeg kan spille mere frit.«

Trods ærgrelsen over, at han ikke kommer mere på banen i 2023 og en forestående operation, ser 26-årige Mikkel Duelund meget frem til resultatet.

»Det kan godt være, at folk normalt ikke bryder sig om at blive opereret, men jeg glæder mig helt vildt. Til det, der kommer bagefter. Denne her operation gør, at jeg endelig kommer helt videre fra min brækkede ankel fra Dynamo,« lyder det fra Mikkel Duelund, som har gjort alt for at spille kampe og hjælpe AGF, men kan mærke, at han ikke længere kan give det bedste af sig selv, som han vil.

Derfor er operationen nødvendig nu.

Duelund var i sidste sæson med til at sikre AGF bronzemedaljer. 
Duelund var i sidste sæson med til at sikre AGF bronzemedaljer.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Topfodbold gør altid ondt, så jeg har bidt tænderne sammen og har også fået lagt tre blokader. Vores fysioterapeuter har gjort et kæmpearbejde for, at jeg kan spille, men jeg har været hæmmet i både træning og kamp, og jeg vil kunne give alt for AGF. Jeg elsker at spille for AGF – for fansene her i min egen by. Fansene fortjener, at vi kan være vores bedste udgave for dem.«

»Jeg er blevet nysgerrig på, hvordan det vil være at spille fodbold uden smerter. Uden noget, der holder mig en smule tilbage. Det tror jeg på, at jeg kan efter operationen. Jeg er på vej ind i den bedste alder for en spiller, jeg har en kæmpeappetit på fodbold, og jeg sikker er på, at operationen gør mig til en bedre spiller. Jeg glæder mig helt vildt!«

Mikkel Duelund har kontrakt med AGF denne sæson ud, da hans aftale med Dynamo Kiev er suspenderet grundet krigen i Ukraine.