Det er tre år siden, at Tonje Kjærgaard stoppede karrieren som håndboldspiller, men nu er den 32-årige mor klar til comeback for Ikast-Bording i Toms Ligaen.

Tonje Kjærgaard indstillede karrieren tilbage i maj 2004. På det tidspunkt stod der hele 428 førsteholdskampe på kontoen, men nu kan det tal forøges. Således er Tonje Kjærgaard tilbage i jydernes spillertrøje og aktuel til onsdagens opgør mod Aalborg DH. Stregspilleren har accepteret at spille i efterårets sidste seks kampe, og det er Isabel Blanco's skade, som har fået den 32-årige Kjærgaard frem i lyset.

- Vi har alle kunnet se, at Tonje bestemt ikke har glemt sit gamle håndværk. Og derfor har vi heller ingen betænkeligheder ved at kaste hende i kamp på det højeste niveau, siger Ikast-træner Kenneth Jensen.

Han understreger dog, at Louise Svalastog er det naturlige førstevalg på stregen, og til kampen mod Aalborg er den unge stregspiller Katrine Thomsen ligeledes udtaget.

Tonje Kjærgaard kender sine holdkammerater særdeles godt, da hun allerede er aktuel i klubben i kraft af sit midlertidige job som assistenttræner.

- Jeg har kun sagt ja, fordi jeg alligevel skulle stå på sidelinjen som assistent. Jeg har spillet lidt 3. divisionshåndbold siden sommerferien og trænet en gang om ugen. Ellers havde det været helt urealistisk, siger Tonje Kjærgaard.

/ritzau/