Arrangør sendte Jonathan Groth videre fra World Cup-gruppespil, men trak det tilbage halvanden time senere.

Bordtennisspilleren Jonathan Groth er ude af World Cup-turneringen i Macao efter et noget mærkværdigt forløb.

Arrangøren nåede at sende Groth videre til turneringens ottendedelsfinaler, men trak det senere tilbage på grund af en regnefejl i det atypiske turneringskoncept.

Det indledende gruppespil bestod af 16 grupper med tre spillere i hver, og kun gruppevinderne gik videre.

Jonathan Groth spillede onsdag lige op med verdens nummer ni.
Jonathan Groth spillede onsdag lige op med verdens nummer ni. Foto: Kim Hong-Ji/Reuters/Arkivfoto
Vis mere

En kamp bestod af fire sæt, og kunne godt ende uafgjort i sæt, og det var, hvad der skete, da Groth tidligt onsdag dansk tid mødte verdens nummer ni, japaneren Tomokazu Harimoto.

Groth vandt de to første sæt med 11-7 og 11-6, og japaneren snuppede de to næste med 11-6, 11-5.

Både Groth og Harimoto havde slået gruppens tredje spiller, kroaten Andrej Gacina, med 3-1 i sæt, så nu skulle der tælles point for at finde gruppevinderen.

Her nåede Det Internationale Bordtennisforbund (ITTF) at udråbe danskeren som vinder, beretter Groth på Instagram.

- Først troede jeg, at jeg var ude af turneringen, og så tjekkede vi de officielle ITTF-resultater, som viste, at jeg vandt gruppen. Så blev jeg spurgt af ITTF's medier om, hvordan det var at vinde gruppen, og hvad mine forventninger var til resten af turneringen.

- Jeg gik ud fra, at det var rigtigt, at jeg vandt gruppen, men halvanden time senere ændrede ITTF de officielle resultater, og jeg var nu nummer to i gruppen. Tak til ITTF for at dræbe mit mentale helbred, skriver Groth på det sociale medie.

Også Anders Lind er med i turneringen, hvor det meste af verdenseliten deltager. Lind vandt sin første kamp og spiller gruppefinale mod brasilianske Hugo Calderano (verdens nummer syv) onsdag eftermiddag dansk tid.

Groth og Lind rangerer som henholdsvis nummer 29 og 32 på verdensranglisten.

/ritzau/