»Jeg ved godt, hvornår folk kigger på mig med et fordømmende blik. You get to know the difference. Det er i deres øjne. Det her er min hverdag. Det er det eneste, jeg har oplevet, siden jeg var barn.«
Ordene er Ivy Rosenauers. Hun er transkønnet, og hun er træt af at blive stirret på, når hun bevæger sig i det offentlige rum. Faktisk så træt, at hun bevæger sig på kanten af loven for at komme problemet til livs. Men det vender vi tilbage til.
Når Ivy er ude, bliver hun skubbet til af folk, der passerer hende. Nogle hvæser hende i øret, at hun er klam. Andre stirrer bare. Længe.
Da Ivy Rosenauer var barn, hed hun Linus, men allerede dengang vidste hun, at hun ikke var en dreng, men en pige. Som femårig blev hun smidt ud af pigernes omklædningsrum, selv om det var her, hun følte, hun burde være efter idræt, og når hun tog kjole på, fik hun at vide af pædagogerne, at hun skulle tage den af.
Efter mange års kamp med sig selv begyndte hun i en ung alder at tage hormoner, og i 2016 rejste hun til Bangkok og fik en kønsskifteoperation, så hun også kunne ligne den kvinde, hun altid har følt sig som.
»Det er jo ikke noget, jeg klæder mig ud som. Det er den, jeg er,« siger hun.
Kampen slutter dog ikke der. Uden for Ivys dør venter hver dag elevatorblikke og dømmende blikke, der kastes på den krop, som hun har arbejdet hårdt for at få.
»Det kræver virkelig meget at gå ud i offentligheden, når man har ændret hele sin krop og sin eksistens. Jeg er så skrøbelig, og når jeg går ud i verden, føler folk, at de har ret til at glo på mig. Konsekvensen er, at jeg ikke føler, at jeg har lov til at være mig selv,« siger Ivy Rosenauer.
Alt det skal være slut nu, og det er her, hun kommer på kanten med loven – for når folk retter blikket mod Ivy, retter Ivy sit mobilkamera mod folk og trykker på den røde optageknap.
Derfor kan man flere gange om ugen se videoer af fremmede mennesker på Ivys åbne Instagram-profil. Fremmede mennesker, som Ivy, uden deres samtykke, lægger ud på sin profil til skue for hendes næsten 3.000 følgere – og alle, der vil følge med.
»I'm taking my power back. De mennesker, jeg har filmet, har grinet ad mig. Jeg gør det, fordi jeg synes, de mennesker er fucking nederen, og så kan de bare lære det. Hvordan føles det at blive filmet af en fremmed? Ikke særlig godt. Så kan du se, hvordan det føles at blive overbegloet af en fremmed. Jeg vil bare gerne have, at folk indser, hvad det er, de gør. Det er min måde at reagere på det,« siger Ivy.
Hun nægter at acceptere, at hun skal møde de fordømmende blikke hver dag, for hun ser ikke sig selv som en person, der skiller sig ud:
»Jeg er bare den, jeg er. Det er på tide, at folk åbner øjnene for, at folk lever deres liv forskelligt. Jeg ved da godt, jeg tilhører en minoritetsgruppe, og at jeg klæder mig provokerende, men da jeg boede i London, følte jeg aldrig sådan her. Jeg følte mig ikke som et dyr i zoo, som jeg gør nu.«
Mobilkameraet og de små videoer af fremmede, der kigger på hende, er hendes våben. Et våben, som hun ikke vidste, kan være et brud på loven. Det kan nemlig være strafbart at dele billeder uden samtykke på en offentlig Instagram-profil.
Ivy Rosenauer mener dog, at hendes budskab er så vigtigt, at hun alligevel vil fortsætte med at dele videoerne:
»Jeg vil bare gerne have, at folk indser, hvad de gør. Jeg selv og andre transkønnede har brug for en reaktion. Det er derfor, folk bliver deprimerede og begår selvmord. Det er, fordi de ikke føler sig accepterede. Vi skal være søde ved hinanden og respektere hinanden.«
Hendes metode virker tilsyneladende, for når Ivy retter mobilkameraet mod de personer, der kigger på hende, så vender de sig væk:
»Man kan se på de folk, jeg filmer, at de vågner op og ser, hvad de gør. De vil jo ikke lægges ud på de sociale medier.«
Ivy Rosenauer ved godt, at hun ikke nødvendigvis ændrer på noget ved at filme folk. Hvad hun dog også ved, er, at hvis hun ikke kunne være sig selv, en kvinde, så ville hun ikke have levet i dag.
»Det var ikke et valg at transformere, så please, respektér mig, og så vil jeg respektere dig tilbage. Hvis du vil lave sjov med mig, så vil jeg have lov at dokumentere det. Man kan aldrig vinde, men man kan sige noget, og det er det, jeg gør.«
