For knap to uger siden lavede 65-årige Susan Andersen et opslag i den lokale Facebook-gruppe for borgere i Horsens.

»Vi vil gerne invitere en økonomisk trængt familie til juleaften på Højvangsalle. Vi forestiller os en enlig mor/far med et barn eller to, som har svært ved at 'honorere' børnenes forventninger,« skrev hun.

Men ingen er vendt tilbage på hende og kæresten Bents invitation, fortæller hun.

Og heller ikke efter lokalsprøjten Horsens Folkeblad skrev en artikel om deres juleinvitation.

»Ikke en eneste har svaret. Jeg tænker, det nok er svært for nogen at reagere og række ud. Man skal ligesom indrømme, at man har det svært,« siger Susan Andersen.

Det undrer hende, når hun har set flere økonomisk trængte forældre stå frem i medierne.

Blandt andet i B.T., hvor en 35-årig mor i tårer fortalte, at hun næsten ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen økonomisk og blandt andet har besluttet at give sine tre børn julegaver for maks 100 kroner.

Susan Andersen og Bent vil både stå for julemad og hygge den 24. – og så vil der være en lille gave til gæsterne, fortæller Susan.

Bent og Susan håber, at de kan hjælpe nogen, der har brug for det juleaften.
Bent og Susan håber, at de kan hjælpe nogen, der har brug for det juleaften. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Hun håber stadig inderligt, at der er nogen, de kan hjælpe juleaften:

»Vi er bare to halvgamle tudser, der går op og ned af hinanden herhjemme 24/7. Alle vores børn og børnebørn skal noget andet. Hvorfor sidde alene juleaften, når der både er overskud, energi og plads til at dele?«

Susan og Bent er begge på pension og går derfor hjemme til daglig og kigger på deres store juletræ, siger hun:

»Lige nu går vi bare og juler. Men hvad skal vi med det store juletræ, hvis det bare er os to. Vi kan ikke nå rundt om det.«

»Vi kommer ikke til at danse rundt om det, hvis det bare bliver os. Men det gør vi tusind procent sikkert, hvis der kommer nogle andre.«

Selvom Susan Andersen ikke har fået nogle henvendelser fra økonomisk trængte familier, er det bestemt ikke fordi, de ikke eksisterer.

Både Mødrehjælpen og Røde Kors har mærket en eksplosion i ansøgere til julehjælp i år, og det er de stigende priser på el, varme og madvarer, der nævnes som årsagen.

»Det er klart, at med så mange ansøgninger er jeg bekymret for, om vi kommer i mål,« lød det onsdag fra Ninna Thomsen, der er direktør i Mødregruppen.

Generalsekretæren i Røde Kors, Anders Ladekarl, kom i mandags med et »nødskrig«.

»Folk er chokerede over deres elregning og deres varmeregning. De har problemer med at få tingene til at hænge sammen,« sagde han.