Kvinder betaler det samme for at deltage på Roskilde Festival. Så hvorfor skal de have markant dårligere forhold end mændene?

Sådan spørger Katrine Rosenbæk, festivaldeltager og nyhedsredaktør hos femina update, i en kommentar på femina.dk ovenpå afslutningen på årets udgave af Roskilde Festival.

Katrine Rosenbæk konstaterer blandt andet, at kvinder er nødt til at bruge meget længere tid og mange flere kræfter på at planlægge toiletbesøg under festivalen.

Og dermed går hun og alle andre kvinder blandt andet glip af en større del end nødvendigt af festivalens musikprogram.

»Mens jeg stod i køen, spillede Caroline Polachek et af mine yndlingsnumre, og jeg betragtede alle de mænd, der let gled forbi køen for i stedet at gøre det, de skulle, i hegnet eller ved et pissoir,« skriver Katrine Rosenbæk om sin oplevelse lørdag.

Katrine Rosenbæk beskriver samtidig, hvordan hun også kunne observere, at andre kvinder satte sig på hug ved et hegn for at tisse, fordi de formodentlig ikke kunne vente i køen.

Det gør Katrine Rosenbæk 'indebrændt rasende', at forholdene ikke er bedre nu, end da hun første gang deltog i Roskilde Festival for 15 år siden.

»Jeg tror virkelig, at alle kvinder kan genkende situationen og de problemer,« siger Katrine Rosenbæk til B.T.

»Det er virkelig et større logistisk projekt, når man hele tiden skal bruge kræfter på at planlægge, hvornår man skal stille sig i kø.«

»Man ender jo med at måtte gå fra koncerter, som man havde glædet sig til. Hvis det tager bare et kvarter hver gang, så bliver det til meget tid, hvis man ganger det op på en hel festival,« konstaterer hun.

Nyhedsredaktør Katrine Rosenbæk, Femina.
Nyhedsredaktør Katrine Rosenbæk, Femina. Foto: Emma Line Holm Sejersen
Vis mere

Katrine Rosenbæk pointerer, at kvinder altså ligesom mænd også godt kan lide at drikke fadøl til koncerter.

»Ved en anden koncert lagde vi simpelthen en strategi om at drikke hvidvin og shots for at skulle bruge mindre tid i toiletkøen,« forklarer hun.

Katrine Rosenbæk mener, at løsningen er lige for: Flere toiletter.

For alternativet – at sætte sig ned opad et hegn for at tisse – er ikke attraktivt for kvinderne, mener hun.

»Man kan ikke sammenligne det med mænd, der står op og tisser,« fastslår Katrine Rosenbæk.

»Mænd står oprejst og har fuld kontrol. Kvinder er nødt til at sætte sig ned, og de kan ikke se, hvad der sker bag dem. Og så skal de have bukserne helt af. Det er en ydmygende situation for kvinder,« understreger hun.

Katrine Rosenbæk er ikke den eneste, som har bemærket eller oplevet problemet.

På Instagram-profilen 'friskpigememes' har man dokumenteret, hvordan en camp på festivalen havde lavet deres egen løsning, hvor man kunne tisse med i ro og mag bag presenning.

Og på Twitter har profilen Hverdagssexisme bragt fotos af det, der angiveligt er seks forskellige typer af pissoir på Roskilde Festival 2023 til stående.

Der fandtes angiveligt kun en enkelt løsning for siddende, nemlig de lyserøde lapee pissoirs, som B.T. tidligere har omtalt, blandt andet i videoen som du kan se øverst.

Katrine Rosenbæk fortæller da også, at hun har fået overvældende respons på sin kommentar, blandt andet fra kvinder, som er gået fra festivalen med samme frustration.

»Kvinder betaler det samme og vil det samme. De vil hygge og se koncerter med deres venner. Jeg synes, responsen er et udtryk for, at mange kvinder oplever det samme,« siger hun.

»Nu hvor kvinder siger det højt, har det fået en anden styrke. Jeg håber, de gør noget ved det,« siger Katrine Rosenbæk.

Hos Roskilde Festival oplyser man, at der ved årets udgave af festivalen var opstillet 1.427 toiletter, og hertil kom også forskellige urinaler, blandt andet Lapee, som er den løsning, som du kan se i videoen øverst.

»Antallet af toiletter er det samme som sidste år. Og vores oplevelse er, at det plejer at være tilstrækkeligt. Men vi overvejer selvfølgelig altid, om der er noget, vi kan forbedre,« siger Roskilde Festivals divisionschef for service og sikkerhed, Henrik Bondo Nielsen.

Han peger på, at køtiden ofte var meget kortere end beskrevet i kritikken. 

»På Indre Plads skulle man i 2023 i gennemsnit stå i kø i tre minutter til et toilet. Det betyder ikke, at man ikke kan have stået i kø i længere tid,« siger Henrik Bondo Nielsen.

»Lige op til eller efter en koncert kan der for eksempel godt være længere kø til de toiletter, der ligger i nærheden af den pågældende scene.«

»Omvendt kan en kø også se lang ud, uden at det nødvendigvis betyder, at det tager lang tid at komme igennem den,« understreger Henrik Bondo Nielsen.

Vil I kigge på muligheden for at opstille flere pissoir-løsninger for siddende/kvinder, som nogle efterspørger?

»Vi har et stort ønske om at opsætte flere kvindeurinaler og har også tidligere forsøgt os med et større antal Lapee,« siger Henrik Bondo Nielsen.

»Desværre er vores oplevelse, at de ikke altid bliver brugt hensigtsmæssigt hos os. Vi er endnu ikke lykkedes med at finde en optimal løsning, men undersøger løbende mulighederne,« forklarer han.

Er der udfordringer i forhold til at udvide antallet af toiletløsninger?

»Der er som nævnt nogle udfordringer i forhold til at finde en optimal løsning, når det kommer til kvindeurinaler,« siger Henrik Bondo Nielsen.

»Når vi taler toiletter, er vores oplevelse egentlig, at der er nok toiletvogne på festivalen. Men vi vil se på, om der er nogle af dem, der kan placeres bedre, så de bliver mere synlige,« lover han.

Henrik Bondo Nielsen fortæller desuden, at festivalen har modtaget 'blandet' feedback fra festivaldeltagerne omkring toiletforholdene.

»Det tager vi naturligvis til efterretning. Vi anerkender, at der har været problemer med rengøring af toiletterne nogle steder i år, og at der har manglet madameposer, særligt i festivalens første dage. Det beklager vi og har naturligvis fokus på at forbedre,« understreger han.