Medarbejderne på Radio4 blev tirsdag præsenteret for en chokerende nyhed.

Radiokanalen står over for at skulle fyre hele 17 medarbejdere.

Det svarer ifølge MediaWatch til næsten hver fjerde medarbejder, da Radio4 ved seneste årsregnskab for 2022 havde 80 medarbejdere.

Nikolai Thyssen, der i marts tiltrådte som ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Radio4, bekræfter fyringsrunden til mediet.

Til fagbladet Journalisten siger tillidsrepræsentant Kasper Harboe, at medarbejderne er i chok.

»Kollegerne er i chok. Det her er mennesker, der har holdt ud i det ene ledelsesvakuum efter det andet. De har glædet sig til den store bevægelse fremad, som kommer om lidt. Og så kommer der nu en melding om, at hver fjerde ikke skal være med til det. Det her er meget brutalt og hårdt for os alle sammen,« siger Kasper Harboe til mediet.

I forbindelse med Nikolai Thyssens tiltræden i marts udtalte han, at radiokanalen 'har et kæmpe potentiale'.

»Jeg kan love, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sætte dagsorden, for at oplyse, underholde og udfordre og for at lave en radiokanal, som man skal gøre sig umage for at ignorere,« sagde han dengang.

De næste 14 dage skal han forhandle med tillidsrepræsentanterne.