Alle brandmænd bør blive undersøgt for det potentielt kræftfremkaldende stof, PFOS, lyder det fra tidligere brandmand.

»Jeg har selv håndteret stoffet. Og så tænker man selvfølgelig over, hvad det betyder for både en selv, men også for ens børn,« siger tidligere brandmand og nu faglig sekretær i FOA, Peter Ottosen.

I alt ni steder i Aalborg Kommune er blevet udpeget som muligt forurenede med det giftige stof PFOS. PFOS er et brandskum, som blev brugt frem til 2011, og som mistænkes for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

»Myndighederne reagerede ikke særlig voldsomt. Vi stoppede jo ikke med at bruge det fra den ene dag til den anden. Men på et tidspunkt fik vi af vide, at vi udelukkende måtte bruge det til brandslukning,«  Siger Peter Ottosen, og fortsætter:

»Vi måtte ikke bruge det til arrangementer. Og slet ikke med børn til stede,« slutter brandmanden.

De ni steder, der er blevet udpeget, skal nu renses op. Hvis forureneren stadig eksisterer, så skal vedkommende rense jorden, ellers er det Region Nordjylland, der hænger på opgaven. Men den indsats, mener Peter Ottosen, er mangelfuld.

»På egne og tidligere kollegaers vegne så jeg gerne, at man undersøgte, hvad det her betyder for brandmændene og deres familier. Der skulle laves en national undersøgelse, hvor man kigger på, om der er noget i det. Er der en højere koncentration af kræftsygdomme eksempelvis?« siger han.

Den her forurenede mark i Korsør satte gang i undersøgelsen af PFOS. Her er der nemlig fundet forhøjede grænseværdier af stoffet i borgere fra Korsør, efter de har spist kød fra kalve, som græsser på den forurenede mark.
Den her forurenede mark i Korsør satte gang i undersøgelsen af PFOS. Her er der nemlig fundet forhøjede grænseværdier af stoffet i borgere fra Korsør, efter de har spist kød fra kalve, som græsser på den forurenede mark. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Konkret foreslår Peter Ottosen, at man undersøger 10 procent af de brandmænd, som har håndteret stoffet. Men også miljøkonsekvenser skal der kigges på, mener brandmanden.

»Selvom de her ni områder ligger i industriområder, er det vigtigt at få undersøgt, hvor langt ud i miljøet, det egentligt er kommet. Er det eksempelvis vasket ud i kloakken?« spørger den tidligere brandmand retorisk.

Der er i alt ni områder i Aalborg Kommune, der potentielt kan være forurenet med det giftige stof. I Nørresundby drejer det sig om Høvejen 50,, ammel Hvorupvej 150, Lufthavnsvej 32, Teglværket 2 og Gammel Hvorupvej 100.

I Aalborg drejer det sig om  Øster Uttrup Vej 3 og 5 samt Sofievej 1. Og i Aalborg Øst er det Rørdalsvej 44 og 55, der potentielt er berørte.

Har du konkret viden om PFOS, eller bor du i et af de berørte området? Så kontakt os på tipaalborg@bt.dk