En mystisk mand, som fredag morgen pludselig dukkede op i havnebassinet i Stauning ved Skjern, er muligvis identificeret.

Den døde mand havde sandsynligvis ligget i vandet i flere dage, da en lokal mand fredag morgen så ham flyde rundt i havnen.

Ingen savnede tilsyneladende den afdøde, så i første omgang havde politiet ingen idé om, hvem han var.

»Vi har desværre ikke noget gennembrud i sagen på nuværende tidspunkt,« sagde vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch til B.T. lørdag morgen.

Få timer efter fik politiet dog en henvendelse fra en borger, som vendte op og ned på den sag.

»Vi har fået en henvendelse fra en borger, som mente, at signalementet passede på en mand, som han havde haft besøg af i februar. Det viser sig at være hans nabo. Vi sammenholdt hans oplysninger med et nøglekort, vi fandt i den afdødes lomme, og sammenholdt det med informationer fra vores systemer,« fortæller vagtchefen, som nu mener at have fastslået med rimelig sikkerhed, hvem manden er.

»Vi er forholdsvis sikre på, at det er ham,« siger vagtchefen og tilføjer, at den afdøde ikke er af dansk oprindelse.

Derfor kan hans familie opholde sig i udlandet.

Politiet ved dog endnu ikke, hvorfor manden - der beskrives som mellem 40 til 50 år - er kommet så ulykkelig af dage.

»Han har ingen slag, stik, skudhuller eller andet, der tyder på, at der skulle være sket noget kriminelt. Nu skal et ligsyn og eventuelt en obduktion kaste lys over, hvad dødsårsagen er,« siger Jens Claumarch.