»Jeg henvender mig og siger, at jeg er hjerteløber og skal bruge hjertestarteren. Den vil han ikke udlevere, for det er deres.«

Sådan siger René Christensen i et interview med TV 2 Fyn.

Han er både forarget og overrasket over, at genbrugsstationen i Sanderum i Odense i sidste uge ikke ville udlevere en hjertestarter, da der var brug for den.

Hjertestarteren på genbrugsstationen var ellers den nærmeste hjertestarter i området, men fordi klokken var 18, og medarbejderne havde lukket portene, ville de ikke udlevere hjertestarteren.

Hjerteløberen René besluttede sig for at klare sig uden og løb til stedet, hvor en person havde fået et hjertestop.

Til al held var ambulancen allerede ankommet, og derfor blev det ikke nødvendigt med hjertestarteren.

Efter René løb forgæves, har Odense Renovation nu ændret procedure, så de hjertestartere, der er hængende på otte genbrugsstationer i området, fremover bliver tilgængelige uden for stationernes åbningstider.

Det siger Odense Renovation til TV 2 Fyn.

Hvert år rammes cirka 4.700 danskere af hjertestop uden for hospital. Det svarer til omkring 13 hver dag.

Hvis ingen træder til med genoplivning, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 19.

Hvis personer med hjertestop modtager genoplivning med brug af hjertestarter, inden ambulancen ankommer, overlever næsten 1 ud af 3.

Det viser tal fra Hjerteforeningen.