Nu skulle dejlige Danmark virkelig vises frem til den belgiske del af familien, som var ankommet til barnedåb i påsken.

Men nøglen til ferieboligen i Bogense virkede ikke, og det var umuligt at få hjælp hos udlejeren DanCenter.

Anna Karina Pedersen er alt andet end tilfreds med det hende, og familien var ude for i påsken.

Der var lejet ferieboliger til de overnattende gæster fra Belgien.

Anna Karina Pedersen har ikke tænkt sig at benytte DanCenter igen. 
Anna Karina Pedersen har ikke tænkt sig at benytte DanCenter igen.  Foto: Privatfoto.
Vis mere

Da de første gæster skulle indlogeres fredag aften, kunne de ikke åbne den boks, hvor nøglerne til lejligheden lå.

»Når man ringer til DanCenter, får man at vide, at man ringer udenfor åbningstiden og skal kontakte dem næste dag. Jeg finder endelig et akutnummer, hvor en mand med indisk accent lyder som en, der læser op fra en manual. Han siger det samme igen og igen. Jeg giver op,« fortæller Anna Karina Pedersen.

Belgierne overnattede hos hendes forældre.

Anna Karina Pedersen fik at vide, at de kunne finde et hotel til gæsterne, og så kunne de få refunderet pengene for en nat i lejligheden. Men et hotel i påsken ville kunne komme til at koste mere end, de havde givet for ferielejligheden hele påsken. 

De finder en campinghytte, der er ledig.

»Næste dag gik jeg i gang med at kontakte dem igen. Jeg får fat i dem to til tre gange, men det er som om der bliver lagt på, når jeg har sagt noget. Forbindelsen bliver i hvert fald afbrudt,« siger Anna Karina Pedersen.

Dorthe Friis er lokal ejerservicechef i DanCenter.

Hun siger:

»Vi skal være mere tydelige i telefonen i sådan en sag. Vi skal have undersøgt, hvad det er, der bliver sagt til folk.«

At forbindelsen bliver afbrudt hele tiden, da Anna Karina Pedersen, ringer på dag to, vil Dorthe Friis nu undersøge baggrunden for. 

»Selvfølgelig kan forbindelsen blive afbrudt, men det skal ikke ske så mange gange. Det er en dårlig oplevelse, kunden har haft, det kan jeg godt forstå. Jeg skal ind og have undersøgt nærmere, hvad der er sket, og hvornår de har ringet op,« siger hun.

Anna Karina Pedersen brugte meget forgæves tid i telefonen i påsken, og det ærgrer hende.

»Det var en ret ubehagelig oplevelse. Vi skulle have vores belgiske del af vores familie til Danmark for første gang, og jeg ville gerne have givet dem en anden oplevelse, end den de endte med at få.«

Hun kommer ikke til at benytte DanCenter igen, hvis hun skal bruge en feriebolig.

»Det er sidste gang, jeg kontakter dem. Jeg er meget skuffet og vred over den oplevelse. Selvfølgelig kan det ske, at en nøgleboks ikke virker, men så skal man altså kunne få fat i nogen, der kan hjælpe en. Også selvom det er udenfor arbejdstiden.«

Anna Karina Pedersen håber nu, at familien bliver kompenseret for deres påskeproblemer.