Hvor mange civile må Israel bombe for at ramme en Hamas-terrorist?

B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, zoomer i podcasten Slottet & Sumpen ind på flere konkrete angreb i Gaza sammen med ekspert i krigens regler Ulrik Graff. 

Har Israel begået krigsforbrydelser i Gaza?

Israel er i bedste fald gået helt til grænsen, vurderer Ulrik Graff, der er specialkonsulent i Center for Operativ Folkeret under Forsvarsakademiet.

»For mig virker det voldsomt,« siger eksperten om det samlede billede af Israels bombardement.

Du kan høre mere fra interviewet i videoen i toppen af artiklen, hvor de taler om helt konkrete angreb.

Du kan også høre interviewet i sin fulde længde som podcast her, hvis du har en iPhone, eller her, hvis du bruger Spotify.

'Ingen undskylding'

Gaza er kontrolleret af terrororganisationen Hamas, som begik et voldsomt terrorangreb på Israel den 7. oktober.

Men Israel kan ikke undskylde sig med, at Hamas selv begår krigsforbrydelser, lyder det fra Ulrik Graff.

»Ingen betvivler Israels ret til at forsvare sig selv, men Israel kan ikke tilsidesætte krigens love, fordi de selv har været udsat for et ulovligt angreb,« siger han.

Han har blandt andet hæftet sig ved et israelsk angreb på et kvarter i den palæstinensiske by Jabalia, hvor der har været meldinger om mere end 50 dræbte fra Indonesian Hospital i Gaza -  et tal som B.T. ikke har mulighed for at verificere. 

“Hvis jeg skulle rådgive en dansk militærfører, som sagde, at man forventede 50 civile dræbte for at ramme et mål, så skulle det være et mål, der havde en umådelig høj militær nødvendighed, og det skulle virkelig bringe konflikten tættere på ophør ved at angribe målet på den måde og på det tidspunkt,” siger Ulrik Graff.

Israel har forsvaret angrebet i Jabalia med, at blandt andre en central Hamas-leder, der var involveret i terrorangrebet 7. oktober, blev ramt, og at civile var blevet bedt om at forlade stedet.