Han blev paranoid og mistroisk over for flere af sine venner. Og det kostede en del venskaber.

Sådan lød det blandt andet, da prins Harrys beretning ved det indledende retsmøde, hvor prinsen – sammen med flere kendte – anklager flere britiske aviser for blandt andet overvågning, blev oplæst i retten mandag.

Prins Harry havde selv taget turen over Atlanten for at følge sagen mod medierne fra Associated Newspapers Limited (ANL), som blandt andet tæller Daily Mail og The Sun.

Men selv om den 38-årige prins overraskede alle, da han mandag formiddag troppede op foran presse og tilskuere og gik ind ad hoveddøren, så udtalte prinsen sig ikke mandag i retten. I stedet blev Harrys beretning læst op fra dokumenter, hvor han anklager de pågældende medier for overvågning i forskellige former.

Prins Harry er atter igang med at sagsøge medierne.
Prins Harry er atter igang med at sagsøge medierne. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Og her kom det altså frem, at prinsen blandt andet var blevet mistænksom og paranoid af de gældende mediers dækning, skriver Independent og Sky News.

Ifølge Adrian Beltrami, der er advokat for ANL, mener prinsen ifølge sagsanlægget, at hans mistænksomhed og paranoia blev skabt af usande artikler. Og at han dermed måtte stoppe venskaber, da han følte – ud fra den måde, som artiklerne blev skrevet på – at alle var under mistanke for at have lækket informationer.

Medierne benyttede angivelig tit vendingen, at informationerne stammede fra kilder 'tæt på ham', hvilket altså fik Harry til at mistænke sine venner.

»Hertugens beretning forud for sagen fortalte også, at han var blevet paranoid og mistænksom af uforklarlige videregivelser af private oplysninger i deres (ANLs) publikationer,« lød det videre fra Beltrami ifølge Independent.

Prins Harry overraskede alle, da han mandag morgen troppede op foran retten i London.
Prins Harry overraskede alle, da han mandag morgen troppede op foran retten i London. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Desuden lød det, at prinsen havde fået 'smertefulde minder' i forhold til, at medierne havde viderebragt følsom og privat information, der relaterer til hans privat- og familieliv.

Ifølge The Times har prinsen også fortalt, at han blev opmærksom på, at mærkelige ting skete omkring hans telefonkommunikation, og at der var »uforklarlige læk af privat information«.

Blandt andet undrede prinsen sig over, at journalister fra de pågældende medier altid dukkede op på steder, hvor han kom – selv om han og hans sikkerhedsfolk havde gjort sig store anstrengelser for at holde det hemmeligt.

Det er ikke første gang, at prins Harry slæber medier i retten. Sidste år afgjorde den britiske landsret en sag mod Mail on Sunday, som ifølge prinsen havde skrevet en artikel, der var ærekrænkende.

David Sherborne er prins Harrys advokat.
David Sherborne er prins Harrys advokat. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Dengang fik prinsen delvis medhold, da mediet blev dømt for, at artiklen havde dele, der var ærekrænkende.

Og prins Harry har tilsyneladende ikke tænkt sig at stoppe der. Prinsen, der er kendt for at hade medierne, har ved en tidligere lejlighed fortalt, at han vil gøre det til sit 'livs mission' at ændre mediebilledet.

Den nuværende sag er ekstra spektakulær, da prinsen har sagsøgt hele tre medier samtidig for blandt andet at hacke telefoner, bruge sporeudstyr og på anden ulovlig vis at samle informationer til historier.

Samtidig er han ikke den eneste i sagsanlægget, der tæller flere kendte personer, herunder skuespillerinden Liz Hurley og sangeren Elton John. Sidstnævnte mødte også op i retten mandag. Modsat prinsen valgte han dog at tage bagdøren.

Elton John tog bagindgangen, da han skulle ind i retten. Men han turde godt at gå pressen i møde, da han forlod retten igen.
Elton John tog bagindgangen, da han skulle ind i retten. Men han turde godt at gå pressen i møde, da han forlod retten igen. Foto: HENRY NICHOLLS
Vis mere

Medierne afviser alle anklagerne.

Mandagens retsmøde er blot et indledende retsmøde, hvorefter det vil blive besluttet, om sagen kommer endeligt for retten.

Indtil videre har retten bestemt, at det er forbudt at oplyse navnene på de mange journalister, der bliver forbundet med ungerne.