750 millioner tv-seere så med, da prins Charles og 20-årige Diana Parker Spence sagde 'ja' til hinanden under en storslået ceremoni i St. Paul's Cathedral i London i 1981. Men det, der blev udråbt som 'Århundredets bryllup', viste sig i stedet at blive indledningen til en årelang saga om et ulykkeligt ægteskab, utroskab og til sidst en uundgåelig skilsmisse.

Nu afslører en ny bog og nogle hidtil ukendte breve helt nye detaljer om, hvorfor prins Charles og prinsesse Dianas forhold gik helt galt.

Og afsløringerne gør noget op med det gængse billede af, at prins Charles bar hovedansvaret for, at kærligheden brast.

Det skriver Daily Mail.

Det er velkendt, at prins Charles havde en affære med Camilla Parker Bowles i årevis, mens han og Diana var gift, mens også hun mod slutningen af ægteskabet havde affærer til anden side.

Men ifølge forfatteren til den nye bog 'Prince Charles: The Passions and Paradoxes of an Improbable Life' (dansk: Prins Charles: Passionerne og paradokserne i et usandsynligt liv) var forholdet allerede dømt til at mislykkes før de blev gift.

»Charles var ikke forelsket, han var ikke klar...' siger en god ven af den engelske kongefamilie i Sally Bedell Smith’s bog ifølge Daily Mail.

Det nygifte par viste sig frem for folket på Buckingham Palace's balkon den 29. juli 1981.
Det nygifte par viste sig frem for folket på Buckingham Palace's balkon den 29. juli 1981. Foto: -
Vis mere

Ifølge bogen ville den dengang 32-årige prins Charles slet ikke gifte sig med Diana. Han foretrak allerede dengang sin mangeårige elskerinde Camilla Parker Bowles, men kongefamilien pressede ham til at fravælge hende til fordel for den purunge 'Lady Di'.

Men det nygifte par havde få fælles venner, ingen fælles interesser og vidt forskellige livsanskuelser, skriver Sally Bedell Smith.

Prins Charles græd angiveligt natten før det store bryllup med udsigten til et liv sammen med Diana, og allerede efter tre års ulykkeligt ægteskab dyrkede parret ikke længere sex, men sov hver for sig.

'Hvordan kunne jeg tage så meget fejl?,' skrev prins Charles ifølge avisens gengivelse af bogen til en god ven om forholdet på et senere tidspunkt.

Dette billede blev taget den 24. februar 1981, hvor forlovelsen mellem prins Charles og Diana Parker Spence blev offentliggjort.
Dette billede blev taget den 24. februar 1981, hvor forlovelsen mellem prins Charles og Diana Parker Spence blev offentliggjort. Foto: STR
Vis mere

Det fremgår også af bogen, at Diana igen og igen hånede sin ægtemand med ord som ’du bliver aldrig konge’ og slog ham, når han bad bønner om natten.

25 hidtil ukendte breve fra prinsesse Diana til hendes personlige sekretær Jane Parsons skal snart sælges på auktion. Af brevene fremgår det tydeligt, at forholdet til prins Charles gik helt skævt allerede fra starten af, skriver Vanity Fair.

»Bryllupsferien var en perfekt mulighed for at få indhentet søvnunderskuddet,« skrev Diana således, mens hun stadig var ombord på Royal Yacht Britannia under bryllupsferien i august 1981.

Hengivenheden mellem kronprinseparret er til at overskue på dette billede fra 1989. 
Hengivenheden mellem kronprinseparret er til at overskue på dette billede fra 1989.  Foto: KAZUHIRO NOGI
Vis mere

Ifølge Sally Bedell Smith’s bog forstod prins Charles ikke Dianas efter hans opfattelse ’forvirrende og oprørende’ opførsel. I starten forsøgte han at tale hende til ro og distrahere hende, men til sidst opgav han at få ægteskabet på ret køl af ren og skær frustration og distancerede sig fra hende, skriver forfatteren.

Prins Charles og prinsesse Diana blev skilt i 1996, fire år efter at de var blevet separeret. I 1997 døde Diana, da hun sammen med sin kæreste Dodi Fayed kørte galt i Paris, mens de forsøgte at slippe væk fra nogle paparazzi-fotografer.