Retten i Sønderborg har taget Martin Grodon Iversen under konkursbehandling.

Det sker, efter den tidligere 'Landmand søger kærlighed'-deltagers virksomhed som selvstændig landmand blev begæret konkurs 18. januar i år.

Overfor B.T. bekræfter Martin Grodon Iversen, at det er ham selv, der har begæret sin virksomhed konkurs.

»Efter Frederik er kommet ind, så vil jeg se, om jeg kan blive kongelig hofnar,« lyder det kort med et glimt i øjet fra landmanden med reference til det nylige tronskifte mellem kong Frederik og hans mor dronning Margrethe.

Vært Lene Beier og landmand Martin Grodon Iversen fra 'Landmand søger kærlighed'. Foto: PR
Vært Lene Beier og landmand Martin Grodon Iversen fra 'Landmand søger kærlighed'. Foto: PR
Vis mere

Martin Grodon Iversen har høfligt afslået at kommentere sin konkurs og sine fremtidsplaner yderligere.

Konkursbehandlingen fremgår af Statstidende, hvor lovpligtige meddelelser – om blandt andet konkurser – med retsvirkning for borgere, virksomheder og myndigheder offentliggøres af Civilstyrelsen under Justistsministeret.

I det offentlige virksomhedsregister fremgår det ligeledes, at Martin Grodon Iversens eneste virksomhed, der leverer serviceydelser i forbindelse med husdyravl, er ophørt.

Enkeltmandsvirksomheden Martin G. Iversen i Vojens har således fået tilknyttet en kurator, der skal hjælpe med at opgøre konkursboet.

Vakte opstandelse og ændringer i datingprogrammet
Martin Gordon Iversen gjorde sig bemærket, da han tog imod bejlere på sin sønderjyske gård i TV 2-programmet 'Landmand søger kærlighed' tilbage i 2018.

Særligt var det klagen over, at hans bejlere i virkeligheden ikke lignede de billeder, de først havde sendt i deres breve til ham, der fik vakt opstand.

»Jeg har ikke fået den vare, jeg har bestilt, hvis jeg skal sige det på sønderjysk,« lød det fra Martin Grodon Iversen i programmet.

Herfra gjorde han kort proces, for den unge landmand endte med at sende alle fem bejlere hjem og forlade datingprogrammet.

Landmanden Martin Grodon Iversen endte med at finde en kæreste i bejleren Natascha Lysen gennem TV 2-programmet 'Landmand søger kærlighed', hvor han ellers først gjorde sig bemærket ved at vælge alle pigerne fra i protest mod deres ifølge ham ikke vellignende billeder. Foto: PR
Landmanden Martin Grodon Iversen endte med at finde en kæreste i bejleren Natascha Lysen gennem TV 2-programmet 'Landmand søger kærlighed', hvor han ellers først gjorde sig bemærket ved at vælge alle pigerne fra i protest mod deres ifølge ham ikke vellignende billeder. Foto: PR
Vis mere

Selvom værten Lene Beier dengang skældte sønderjyden ud for hans beslutning, så tog TV 2 samtidig episoden til efterretning og ændrede deres procedure, således det blev et krav, at bejlerne sendte vellignende og opdaterede billeder af ikke bare deres ansigt, men hele deres krop.

Men Martin Grodon Iversen endte faktisk med at finde kærligheden i bejleren Natascha Lysen, som flyttede med ind på hans nye gård i Vojens.

Efterfølgende havde landmanden dog besvær med at få solgt sin gamle gård i Løgumkloster, som han havde inviteret bejlerne med hjem til i TV 2-programmet.

Kærligheden holdt heller ikke med Natascha Lysen, som flyttede ud fra gården i Vojens, mens Martin Iversen fortsatte med at drive landbrug fra stedet.

Men nu er den 36-årige landmand altså blevet erklæret konkurs.