Landmanden Martin Iversen var mildest talt skuffet, da han mødte sine bejlere i 'Landmand søger kærlighed' under sin medvirken i 2018.

De så nemlig ikke ud som på de tilsendte billeder, mente landmanden, der dengang ytrede de efterhånden ikoniske ord:

»Jeg har ikke fået den vare, jeg har bestilt, hvis jeg skal sige det på sønderjysk.«

Programmets vært, Lene Beier, prøvede dengang at overbevise den 31-årige landmand om, at det er det indre, der tæller. Men det overbeviste ikke Martin Iversen, der fastholdt, at det ikke var i orden, at pigerne i hans øjne havde pyntet for meget på deres udseende.

Martin Iversen og programmet vært, Lene Beier.
Martin Iversen og programmet vært, Lene Beier. Foto: Anders Brohus/TV 2
Vis mere

Derfor sendte han samtlige fem piger hjem og trak sig fra programmet.

Selvom Lene Beier dengang skældte sønderjyden ud for hans beslutning, så har TV 2 i dag taget episoden til efterretning og ændret procedure, fortæller redaktionschef på 'Landmand søger kærlighed', Mette Beck Lisberg, i DR-programmet 'Du så os date'.

»Vi gav Martin ret i, at det er svært, når man kun har et billede og et brev at gå ud fra. Så vil man også gerne have, at det billede er realistisk og ikke er ti år gammelt og taget med en masse filter på. Så efterfølgende begyndte vi faktisk at sige til dem, der sendte ind, at man både skal tage et billede af ansigtet og af hele kroppen, så man kan se, hvordan man ser ud,« fortæller redaktionschefen.

Dengang i 2018 fortalte Martin Iversen, at det blandt andet havde overrasket ham, at en af pigerne havde sendt ham et billede, hvor hun havde krøllet sort hår, men dukkede op med rødt hår, der var klippet helt kort.

Han gav dog ikke meget for den efterfølgende kritik om, at han havde været overfladisk, for han havde jo også valgt kvinderne ud fra deres brev, påpegede han.

For ham handlede skuffelsen lige så meget om, at de havde været uærlige over for ham med deres billeder, som det handlede om deres udseende i sig selv.

»Så det startede faktisk en rigtig god debat – også på redaktionen,« siger redaktionschef Mette Beck Lisberg og tilføjer med et smil:

»Men jeg synes også, han var lidt hård.«