Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) er en af de mange politikere, der har en fortid på Københavns Rådhus.
Og på en onsdag, hvor beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) efter længere tids afsløringer i BT om hendes bryllupsreception på rådhuset, hendes udlån af en kantine hos en kommunal leverandør og hendes indblanding i dennes byggesag, er Søren Pind godt tilfreds med, at det netop er fortid.
'Jeg glædes med jævne mellemrum over at have lagt min tid på Københavns Rådhus langt bag mig. Det giftigste sted i dansk politik,' skriver han på Twitter.
Pind, der var teknik- og miljøborgmester i København fra 1998 til 2005, forklarer længere nede i Twitter-debattråden, at Københavns Rådhus er langt værre end Christiansborg.
SE OGSÅ: Først var gruppen enig om Allerslevs afløser: Nu melder en ny kandidat sig ind i kampen
Det er en af hans partifæller, spidskandidat for Venstre i Region Hovedstaden, Martin Geertsen, helt enig med ham i.
»Jeg synes, Københavns Rådhus er et giftigt sted. Det er en kende mere personligt end både Christiansborg og regionspolitik. Søren (Pind, red.) og jeg døbte det i sin tid 'ormegården'. Ikke at vi var bedre. Vi var også nogle børster, men politik på rådhuset bliver hurtigt en kontaktsport. Vi havde god tid, så når vi var færdige med de dagsordenpunkter, der ikke var så sprængfarlige, var der god tid til at bekrige hinanden,« siger han, der var Venstres leder i hovedstaden fra 2005 og 2002-2007 var kultur- og fritidsborgmester.
I 2011 blev han valgt til Folketinget, og her oplevede en anderledes tone kollegerne imellem.
»På Christiansborg passer man mere på hinanden, end man gør på Københavns Rådhus. Når der har været ballade på Christiansborg, har jeg nogle gange tænkt, at det ikke var så slemt, som det var på Rådhuset.«
Da Ritt Bjerregaard (S) var overborgmester fra 2006 til 2010 foreslog hun at indføre udvalgsstyre i København. Det ville betyde, at flertallet kunne sætte sig på alle syv borgmesterposter – frem for de nuværende seks partier. Et forslag, der alt andet lige ville dæmpe konfliktniveauet, fordi borgmestrene ikke ville føre de interne magtkampe, de gør i dag. Men det havde ingen gang på jord.
»Vi spurgte hende, hvad vi kunne få igen. Svaret var, at vi kunne få formandskabet i borgerrådgiverudvalget og revisionsudvalget. ’Det kan du godt glemme’, sagde vi til hende. Det er jo slet ikke attråværdigt i forhold til en borgmesterpost,« husker Martin Geertsen, der forlod københavnsk politik i 2007 – og ikke har fortrudt det.
»Enten var det op (overborgmesterposten, red.) eller ud. Jeg havde ikke lysten til at bevæge mig op på daværende tidspunkt. Vi brugte groft sagt formiddagen på at stille forslag, vi vidste, ikke ville blive til noget – og eftermiddagen på at bekrige Socialdemokratiets forslag. Jeg synes ikke, det var attraktivt at blive, fordi Ritt Bjerregaard var ganske stærk, og der ikke var nogen udsigter til, at vi vandt valget i 2009. Hvis jeg skulle lære noget andet, var det også på tide,« siger Martin Geertsen.
Enhedslistens Mikkel Warming, der var medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1994-1996 og igen 1998-2013 og fra 2005 var socialborgmester, har også blandede minder fra sin tid på Københavns Rådhus. Men han tegner et lidt andet billede end Martin Geertsen.
»Jeg har haft mange gode minder derfra. Også med Søren Pind,« siger han, da BT fanger ham på telefonen.
»Midt i alle fjendtlighederne og alle intrigerne bliver der også lavet rigtig meget god politik for københavnerne. Derfor er rådhuset også et utroligt spændende at være. Det er det positive, der fylder mest for mig i erindringen. Men ja, Københavns Rådhus har da dannet ramme om magtkampe og giftigheder,« uddyber han.
I dag laver han politik på en anden måde – dels i partiets hovedbestyrelse, dels i boligbevægelsen. Politik er nemlig ikke kun noget, man kan lave som folkevalgt, siger han, der har det fint med, at han røg ud i 2013 grundet Enhedslistens rotationsregler.
»Der er et liv uden for rådhuset, og det er også et godt liv. Vores rotationsregler er faktisk også en beskyttelse af den, der er folkevalgt, fordi man kommer ud, inden man har nået sidste udløbsdato,« siger han, der »overhovedet ikke kan forestille sig« at stille op til Borgerrepræsentationen igen.
Heller ikke Klaus Bondam, der var radikal teknik- og miljøborgmester fra 2005 til 2010, bruger ikke ordet ’giftigt’ om det politiske klima.
»Jeg havde mange gode og nære kolleger og venner. Både i embedsværket og blandt politikere fra hele det politiske spektrum. Når det politiske samarbejde er godt på Københavns Rådhus er det rigtig godt: Konkret, effektivt og løsningsorienteret«, siger han.
Det er dog vigtigt, at man anerkender de faktiske politiske forhold i jernindustrien.
»Det er afgørende for realiseringen af ens egen politik, upåagtet om man er rød eller blå, at man anerkender, at Socialdemokratiet altid sidder for bordenden. Det har de jo indtil videre gjort i over 100 år,« lyder det fra Klaus Bondam, der i dag arbejder som direktør i Cyklistforbundet.
