Kulturminister Carina Christensen er havnet i et heftigt politisk stormvejr. Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, kalder hende visionsløs.

Kritikken hagler ned over den konservative kulturminister, Carina Christensen.

Både den politiske højre- og venstrefløj beskylder kulturministeren for at være passiv og for at være en embedsmandstype uden politiske visioner.

Særligt kritikken fra Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, der tidligere har fyret en konservativ minister, vækker opsigt. Hun mener ikke, at Carina Christensen har formået at sætte sig på den kulturpolitiske dagsorden efter et halvt år på posten.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Carina Christensen er et sødt menneske. Men hun mangler visioner. Hun er for meget embedsmand. Hun administrerer, men man hører aldrig en markant eller på nogen måde kontroversiel udmelding fra hende. Og det er et problem, fordi kulturpolitikken er så vigtig i værdikampen. Det nytter ikke noget, hvis kulturministeren ikke tør gå foran og sige, hvad hun mener, siger Pia Kjærsgaard til Dagbladet Information.

Hun mener, det er tilfældigt, at det lige blev Carina Christensen, der endte som kulturminister.

- Man skulle have en kabale til at gå op. Nogle mennesker skulle placeres rundt omkring, og da Lars Barfoed skulle have Transportministeriet, måtte man placere Carina Christensen i Kulturministeriet, siger hun.

Carina Christensen blev af kritiske røster kaldt "vandrepokalen", da hun for et år siden blev forflyttet fra posten som minister for familie- og forbrugeranliggender til Transportministeriet, hvorefter den 35-årige cand.negot. blev udnævnt til kulturminister i september 2008.

Også Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, er skuffet over kulturministeren. Han mener, at hun er blandt historiens mest passive kulturministre.

/ritzau/