Da Mette Frederiksen mandag formiddag fremlagde sin vision om 10 vigtige politiske nøglepunkter i en kommende socialdemokratisk ledet regering, så måtte hun stå på scenen mutters alene.

Socialdemokraternes stærke mand, Henrik Sass Larsen, markerede sig igen ved sit iøjnefaldende fravær.

»Det er helt usædvanligt, at vi har en mand som Sass Larsen, der på den måde slet ikke er tilgængelig for pressen. Jeg kan ikke komme i tanke om et lignende fortilfælde,« siger politisk kommentator Søs Marie Serup.

Henrik Sass Larsen har længe været efterspurgt af journalister for en kommentar. Særligt efter at han i en podcast med Søren Pind sagde, at 'Danmark burde rode sig ud af alle internationale konventioner og domstole og tage herredømmet tilbage'. En holdning, som er stik imod partilinjen.

Henrik Sass Larsen præsenterer Socialdemokratiets opdaterede 2025-plan 'Gør gode tider bedre – for alle' på et pressemøde i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 20. maj 2019. Ellers er det ikke meget, man har set til ham i valgkampen.
Henrik Sass Larsen præsenterer Socialdemokratiets opdaterede 2025-plan 'Gør gode tider bedre – for alle' på et pressemøde i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 20. maj 2019. Ellers er det ikke meget, man har set til ham i valgkampen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ekstra Bladet har også jagtet en kommentar i forbindelse med, at det kom frem, at Henrik Sass Larsen havde været fraværende ved at stort antal møder i Statsrevisorerne, selvom han modtager 330.000 kroner om året i løn ud over sin folketingsgage for netop at være statsrevisor.

Ekstra Bladet fik ikke en kommentar. I stedet trådte Henrik Sass Larsen senere offentligt frem og fortalte, at han havde fået en depression, fordi journalister havde jagtet ham.

Søs Marie Serup mener, at Socialdemokratiet har fejlet ved ikke at fortælle, om Henrik Sass Larsen vil leve op til de forventninger, som vil møde ham, hvis han bliver finansminister.

»Det er helt absurd at forestille sig en finansminister, som ikke vil tale med pressen. Det er ham, som hele tiden – både internt og eksternt – skal mane til besindighed om, hvor langt pengene rækker. Også over for borgerne. Det er en stor og meget offentlig opgave. Partiet bør fortælle, om han vil påtage sig den opgave efter et valg,« siger Søs Marie Serup.

Han har jo delt nogle roser ud i Køge og også udtalt sig til Børsen for nylig. Er det ikke nok?

»Vi kan vist roligt sige, at vi ikke er blæst bagover af hans aktivitetsniveau. Det ser ud, som om der gælder særlige regler for Henrik Sass Larsen. Det må vi bare erkende,« siger hun.

B.T. forsøgte mandag at få fat i Henrik Sass Larsen, som er socialdemokraternes bud på en kommende finansminister og dermed altså en af de absolut mest magtfulde mænd i dansk politik.

Det var ikke spor nemt.

Søs Marie Serup.
Søs Marie Serup. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Henrik Sass Larsens nummer kan man slå op på Folketingets hjemmeside. Alt sammen i demokratiets og åbenhedens navn. Telefonen går straks på svarer.

»Du har ringet til Henrik Sass Larsen. Det er ikke muligt at lægge beskeder her,« starter Sass Larsens båndede røst på nedslående vis.

»Hvis det drejer sig om presse, så vil jeg anbefale dig at ringe til Mads Brandstrup i stedet for,« fortsætter stemmen.

Herefter er beskeden slut. Den formentligt kommende finansminister oplyser desværre ikke nummeret på Mads Brandstrup, som er partiets pressechef. Nummeret står heller ikke umiddelbart på partiets hjemmeside.

Heldigvis havde B.T.s journalist det på sin egen telefon. Men desværre hjalp det ikke. Der lød bare endnu en mandestemme, som forklarede, at man ikke kunne lægge en besked. Man kunne dog sende en sms.

Da vi så ivrigt tastede en besked ind, så dukkede der en sms op fra netop pressechef Mads Brandstrup. Her stod der igen, at vi skulle sende en sms, hvis det hastede. Ellers skulle vi ringe til Socialdemokratiets pressevagt. Her var der et nummer med.

»Det er Mads,« svarede Socialdemokratiets pressevagt.

Er det Mads Brandstrup?

»Nej. Mads Havskov.«

Nå. Det er Peter Astrup fra B.T.. Jeg vil gerne tale med Henrik Sass Larsen. Han var jo slet ikke til stede, da Mette Frederiksen fremlagde jeres 10-punkts plan. Jeg vil gerne høre, hvad han skal lave i dag og i morgen?

»Ja. øh... det tror jeg ikke umiddelbart, vi deltager i.«

Hvorfor ikke det?

»Jeg tror ikke, vi vil tale om, hvad Henrik Sass laver, når han er på arbejde.«

I vil ikke tale om, hvad Henrik Sass laver, når han er på arbejde...?

»Nej, det vil vi ikke umiddelbart. Jeg kan godt undersøge, hvad han skal lave i dag og i morgen, og vende tilbage til dig, hvis det er noget, som vi vil sige noget om.«

Ja tak.

Sent på eftermiddagen modtog B.T. en mail fra Socialdemokratiet om, at Henrik Sass Larsen onsdag inden valget grillede pølser med vælgere i Hvalsø. To dage efter havde han deltaget i åbningen af Køge Nord Station og lørdag havde han om formiddagen opholdt sig på torvet i Køge, hvor han delte socialdemokratiets berømte roser ud.