Flere partier er klar til at lade danskerne gå til en folkeafstemning om Europol, hvis parallelaftale glipper.

København. EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, sagde tirsdag, at Danmark ikke skulle gøre sig forhåbninger om at få en parallelaftale om politisamarbejdet Europol. Det har fået flere partier til at tale om en folkeafstemning på området.

Se reaktionerne her:

* Udenrigsminister Kristian Jensen, Venstre:

- Jeg har ikke opgivet at få en aftale, derfor er det det spor, jeg forfølger.

- Jeg mener, at det er for tidligt at snakke om en ny afstemning. Vi respekterer det valg, danskerne traf sidste år, også selv om vi var uenige i det. Det valg betyder, at vi nu forsøger at lave en aftale om Europol.

* De Radikales leder, Morten Østergaard:

- Timeglasset løber ud, og af hensyn til Danmarks forbliven i det europæiske politisamarbejde har vi behov for at få afklaret den her sag.

- Derfor opfordrer jeg regeringen til at få Dansk Folkeparti til at stå ved løftet om, at vi forbliver en del af Europol efter 1. maj 2017, også selv om det måtte kræve en ny folkeafstemning.

* EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti:

- Det (at få en aftale om Europol, red.) er en lille ting, det er et lille problem, Danmark har. Andre lande har andre problemer, dette bør kunne løses.

- Hvis det skal stå til troende, hvad Løkke siger, at der ikke kommer en ny folkeafstemning, uden at DF bakker op om et ja, så har han kun den mulighed at lave en parallelaftale eller at udskrive en folkeafstemning om Schengen.

* Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard:

- Hvis vi skal have en folkeafstemning, er det afgørende for os, at de partier, der forsikrede danskerne om, at man kunne få en aftale, er med til at tage et ansvar for det valgudskrivningsgrundlag, der måtte komme.

* Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard:

- Hvis ikke det er muligt at få en mellemstatslig aftale, så er det klart, at vi står ved vores forslag om en folkeafstemning. Hvordan vores egen holdning er, og om vi vil anbefale at stemme ja eller nej, afhænger selvfølgelig af, hvordan folkeafstemningen præcist er formuleret.

* De Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen:

- Vi ønsker medlemskab af Europol, og vi forsøger naturligvis til det sidste med en aftale, men ellers må en ny afstemning til, og vi går ud fra, at nejsigerne holder deres løfte om, at vi skal med i Europol.

* Liberal Alliances EU-ordfører, Christina Egelund, til TV2 News:

- Det (at der skal være folkeafstemning, hvis man ikke får en parallelaftale, red.) har vi sagt i over et år, så det er vi selvfølgelig lige så meget med på nu, som vi var for et år siden.

/ritzau/