Når udviklingsbistand bruges i Danmark, skader det projekter i konfliktområder og ulande, advarer flere.

København: Når udviklingsbistand går til flygtninge i Danmark, er det svært at forudse, hvor mange penge nødhjælpsorganisationer har til deres arbejde i fattige lande og konfliktzoner.

Sådan lyder det fra Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm.

Derfor støtter han anbefalingen i en ny udredning fra regeringens udenrigsgransker, Peter Taksøe-Jensen. Her lyder det ifølge Politiken, at udviklingsmidler ikke bør bruges på asylansøgere her i landet, men i nærområderne.

- Det er et handicap ikke at være sikker på, at de ressourcer, man tror, man har til rådighed, også er dem, man ender med at have til rådighed.

- De danske udgifter til flygtninge er svære at forudsige på grund af flygtningestrømmene. Og det er hovedproblemet, siger Andreas Kamm.

Han får opbakning fra Folkekirkens Nødhjælp. Herfra er meldingen, at hjælp i fattige lande og konfliktområder er afgørende for at bremse strømmen af flygtninge.

- Vi taler for, at man investerer i de områder, hvor flygtningene kommer fra. Fordi hvis man har tryghed, sikkerhed og kan se en fremtid i de områder, så bliver man også i de områder, siger generalsekretær Birgitte Kvist Sørensen.

- Jeg synes, det er meget fornuftigt at lave et loft for, hvor mange udgifter i Danmark, udviklingsbistanden skal dække, siger hun.

/ritzau/