Alene diskussionen om, hvorvidt Dansk Folkeparti har planer om at indtræde i en regering, er en sejr for partiformand Kristian Thulesen Dahl, vurderer politisk kommentator Thomas Larsen.

Det er endnu en sejr for partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) og en blåstempling af Dansk Folkeparti, når debatten om, hvorvidt partiet ønsker at indtræde i en eventuelt borgerlig regering efter det kommende folketingsvalg, endnu engang kører på højt blus.

Sådan siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter Kristian Thulesen Dahl søndag ikke kategorisk ville afvise, at Dansk Folkeparti kan indtræde i en Venstre-ledet regering.

»Jeg tror ikke, Dansk Folkeparti reelt kommer i regering efter næste valg, men det er en kæmpe gevinst for partiet, at debatten overhovedet kører. Det er en blåstempling af partiet, for hvis man går tilbage til seneste valg i 2011, så var der mange, der slog korsets tegn, hvis man nævnte Dansk Folkeparti i en borgerlig regering. Debatten handler nu i stedet om, hvorfor Dansk Folkeparti dog ikke bare går med i en regering,« siger Thomas Larsen.

Dansk Folkepartis medgang i meningsmålingerne, der ser ud til at fortsætte, kan også være årsagen til, at Kristian Thulesen Dahl overhovedet sagde, som han gjorde søndag formiddag i et interview med TV 2 News, påpeger Thomas Larsen.

Her sagde DF-formanden, at »hvis telefonen ringer, og de (de andre borgerlige partier, red.) beder os om at tage den forhandling, så gør vi det«.

Senere uddybede Kristian Thulesen Dahl over for Berlingske Nyhedsbureau, at han ikke regner med, at hans parti sidder på ministertaburetter i 2015:

»Dansk Folkeparti skal være der, hvor partiet får størst indflydelse. Vi tror forsat på, at det er uden for en regering, også selv om den er blå. Når jeg så bliver spurgt af journalisten, så svarer jeg. Jeg siger, at Dansk Folkeparti en dag gerne vil i regering. Det sker den dag, vi får størst indflydelse ved at gå i regering, og der er vi ikke i 2015.«

Thomas Larsen er ikke i tvivl om, at Dansk Folkeparti er regeringsparat, men vurderingen er, at Kristian Thulesen Dahl reelt ikke ønsker at sætte sig ind i en ministerbil allerede efter det kommende valg.

»Dansk Folkeparti styres af en meget erfaren og kompetent topledelse, og hvis man ser på Thulesen Dahl, så vinder han samtlige målinger, når danskerne skal vurdere, hvilken partileder der er dygtigst og mest troværdig. I folketingsgruppen er der ligeledes en række kompetente ministeremner,« siger Thomas Larsen og fortsætter:

»Når Dansk Folkeparti alligevel ikke kommer i regering, så handler det om, at topledelsen frygter, man vil blive bundet af for mange kompromisser. Det vil være sværere at skille sig så kraftigt ud, som de gør i dag.«

Hvis Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) i 2015 flytter ind i Statsministeriet, vurderer Thomas Larsen, at Dansk Folkeparti enten vælger at vente til en eventuel rokade, før man træder ind i regeringen som et frisk pust, eller også venter man til næste valg.

Det er dog ikke de øvrige borgerlige partier, der stiller sig i vejen for DF-ministre allerede i 2015.

»Vi er meget tilfredse med, at Dansk Folkeparti åbner op for at tage mere ansvar. Vi har de seneste fire år sagt, at de er klar til det,« siger Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Venstres Inger Støjberg (V) udelukker heller ikke, at DF-kollegaerne kan komme med i en borgerlig regering, hvis blå blok kommer til magten næste år.