Det var til overdøvende, langvarige klapsalver og med klare øjne, at Helle Thorning-Schmidt (S) søndag eftermiddag indtog talerstolen til Socialdemokraternes kongres for at holde sin sidste tale som partiets formand.

»Der har været medvind, og der har været modvind. Der har været dage med høj sol. Og der har været dage – hvor det rent ud sagt blæste en halv pelikan. Sådan er det, når man stiller sig op på kommandobroen. Og jeg står ved mine beslutninger. Ansvaret er mit,« sagde Thorning og tilføjede:

»Jeg tager hellere en kugle for meget end en kugle for lidt, hvis det handler om partiet. Og jeg har altid vidst, at forandring kræver kampe. At det var min opgave at lede partiet videre. Videre og fremad. Til det sted, hvor danskerne igen var parate til at betro os at lede landet.«

Partiet er samlet på kongres for formelt at vælge Mette Frederiksen (S) som ny formand - og den tidligere justitsminister har ingen konkurrenter til posten.

»Kære Mette. Om lidt er jeg forhenværende. Og du er nuværende. Du er næste led i en kæde, som næsten rækker 150 år tilbage.

Du er den rette. Og det er det rigtige tidspunkt, du træder ind i kæden,« lyder ordene fra Thorning til Mette Frederiksen nede i salen.

»Og derfor er jeg også sikker på, at du vil løse den opgave, som partiet nu giver dig. Med ydmyghed. Med lydhørhed. Og med en formidabel arbejdsomhed, som er forudsætningen for en kvindelig toppolitiker. Kære Mette. Jeg vil sige det ligeud: Du bliver en fantastisk formand for vores parti.«

Efter ti år på posten - hvor Thorning har stået i front ved to Europa-parlamentsvalg, tre kommunalvalg og regionalvalg og tre valg til Folketinget, gør Thorning status, før hun giver stafetten videre:

»Når danskerne stemmer ved kommunalvalg, er der flest, som stemmer på Socialdemokraterne. Når danskerne stemmer ved regionsrådsvalg, er der flest, som stemmer på Socialdemokraterne. Og 18. juni – efter 18 år <saxo:ch value="226 128 147"/> viste danskerne os igen den tillid at gøre os til Danmarks største og stærkeste parti. Markant største.«

Den afgående statsminister erklærede samtidig Socialdemokraterne for »et parti i topform.«

»Vi har ført den bedste valgkamp i nyere tid. Og vi gjorde det sammen. Alle har lod og del i fremgangen. Ja, vi er et gammelt parti. Vi har været med hele vejen. Og ja, vi har taget vores tæsk. Vi er et parti, som gang på gang er blevet testet,« siger Thorning og slår fast, at der ikke findes det parti i Danmark, som flere har dømt ude.

»Men ved I hvad? Vi står endnu. For vi tror på det Danmark, vi kender. Et land med vilje til at gå fremad. Men altid med hinanden i hånden. Alle skal med.«