Lyt til artiklen

Der har været gang i den mellem Socialdemokraterne og De Konservative den seneste tid.

Efter Søren Pape Poulsen i august meldte sig som statsministerkandidat, er der ikke gået en dag uden at de to partier har bekriget hinanden på sociale medier om alt fra topskat til ældrepolitik.

Mindre drama har der været omkring Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

»Han vil gerne lidt være manden i midten, og det er en utrolig svær position,« lød vurderingen fra B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, umiddelbart efter den første store tv-debat mellem de nu tre statsministerkandidater, hvor særligt én hård ordveksling mellem Pape og Mette Frederiksen løb med meget af opmærksomheden.

Skulle nogen overveje, om Ellemann-Jensen for tiden går rundt og føle sig lidt overset eller som det klemte midterbarn i dansk politik, så er der dog ingen grund til bekymring.

Sådan lød det fra Venstre-formanden da B.T. fangede ham på vej til bal på Christiansborg Slot fredag aften.

Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen under doorstep om aftale om vinterhjælp i Finansministeriet i København, fredag den 23. september 2022.
Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen under doorstep om aftale om vinterhjælp i Finansministeriet i København, fredag den 23. september 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Jakob Ellemann, hvordan har du det egentlig for tiden? Man kunne jo godt komme til at tro, at du ville føle dig en lille smule glemt eller klemt mellem Søren og Mette, når de hele tiden går og skændes?

»Næ. Jeg føler mig som det logiske valg, fordi Venstre præsenterer en politik, som er både ansvarlig og som er realistisk. Det er vi sådan set de eneste, der gør, så det har jeg det fint med.«

Men kan du ikke føle dig lidt som det klemte barn i en dårlig skilsmisse, når Mette og Søren står og toppes, mens du står der helt stille og roligt i midten?

»Jeg har været en fredsbevarende styrke før. Det skal jeg nok finde ud af igen.«

Mandag landede en ny meningsmåling fra Voxmeter. Her overhaler Venstre nu De Konservative, der ser ud til at være blevet ramt af Søren Pape Poulsens dårlige sager og problemer de seneste uger.

Konservative står nu til 11,6 procent af stemmerne – et fald fra 16,5 procent i august – mens Venstre stiger til 14,1 procent, og dermed lige nu står til at blive blå bloks største parti.