De seneste fem år er andelen af danske programmer styrtdykket på DR1, der sender markant mindre danskproduceret TV end konkurrenterne TV 2. Uacceptabelt, siger medieordførere.

Når DR onsdag kan fejre sin 90 års fødselsdag vil det givetvis være Dannebrog, der vajer i vinden i flagstængerne ude på Ørestaden. Mindre dansk forholder det sig dog på medieinstitutionens primære TV-kanal DR1, hvor de danske programmer fylder stadig mindre, skriver Jyllands-Posten onsdag.

Tal fra Gallup TV-Meter viser ifølge avisen, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til sammenligning var det hele 70,8 procent af programmerne hos konkurrenterne fra TV 2, der i 2014 var danskproduceret.

Flere medieordførere undrer sig i Jyllands-Posten over, at DR ikke veksler flere af de 3,6 milliarder, de modtager i licensmidler, til danske TV-programmer.

En af dem er Mette Bock (LA), mediepolitisk ordfører hos Liberal Alliance.

»Når der ikke er stillet politiske krav til, hvor meget dansk indhold DR1 skal sende, er det ud fra en tillid til, at DR ville løfte opgaven. DR er jo tvangslicensfinansieret. Det er ærgerligt, hvis vi politikere er nødt til at kræve detailstyring og sætte mål. DR burde af sig selv have større ambitioner,« siger hun til Jyllands-Posten.

Generaldirektør i DR, Maria Rørby Rønn, afviser kritikken og påpeger i Jyllands-Posten, at DR1 er den eneste kanal i DR, hvor danskprocenten ikke er steget, og at forklaringen er, at man sender flere udenlandske programmer på tidspunkter i døgnet, hvor der er færre seere.