I en ny måling svarer 44 procent af de adspurgte, at de mener, Danmark tager imod for mange flygtninge. 32 procent finder det nuværende niveau passende, mens 16 procent mener, der er plads til flere.

Alt imens regeringen og Dansk Folkeparti har travlt med at forsøge at sætte en stopper for strømmen af flygtninge, der søger mod Danmark, giver et flertal af de danske borgere nu opbakning til samme øvelse.

I en Megafon-måling, TV 2 og Politiken har fået foretaget, siger 44 procent af de adspurgte, at antallet af flygtninge, der får asyl i Danmark, er for højt. 32 procent finder det nuværende niveau for passende, mens 16 procent er af den overbevisning, at der er plads til flere.

Regeringen har allerede gennemført asylstramninger i et forsøg på at gøre det mindre attraktivt at opnå asyl i Danmark.

Dansk Folkeparti har samtidig slået på tromme for, at regeringen med annoncer i udenlandske aviser skulle søge at afskrække flygtninge mod at søge mod de danske grænser. Et forslag, som integrationsminister Inger Støjberg (V) har omfavnet, om end ministeren ikke vil kalde annoncerne for en »skræmmekampagne«.

Flygtningespørgsmålet var et af de helt centrale temaer i den netop overståede valgkamp. Også i de øvrige europæiske lande presser spørgsmålet sig på, efter et rekordhøjt antal flygtninge fra Mellemøsten og Afrika i disse dage forsøger at nå til Europa.

Danskernes holdning til flygtninge er dog ikke ny. Tilbage i maj svarede 47 procent af danskerne, at de mente, antallet af flygtninge, der fik asyl i Danmark, var for højt.