I 50 år vidste den ungarske filminstruktør Péter Gárdos ikke, at hans forældre gemte på en ubegribelig kærlighedshedshistorie. Men så dukkede en metalboks fyldt med breve op. Nu har sønnen gjort historien til en roman, der er solgt til 40 lande. Den handler om holocaust. Men først og fremmest om at tro på livet.
Da Péter Gárdos’ far døde, en augustdag i 1998, begyndte sønnen og hans mor at rydde op i de efterladte sager. Der var meget, for Miklós Gárdos, som faderen hed, havde levet et langt liv, og han var typen, der gemte alt: Billetter fra rejser, jobansøgninger, han havde sendt som ung journalistaspirant, alle de artikler, han senere kom til at skrive, notater på små lapper, oplysninger om sin vægt.
På et tidspunkt dukkede en rusten metalboks til kaffe også op i lejligheden i Budapest.
»Hvad er det?«
»Det er min korrespondance med din far.«
»Hvornår skrev I breve sammen?«
»I Sverige i 1945, lige efter krigen. Er det noget, du er interesseret i?«
Det var sønnen mildest talt.
»Jeg var forbløffet, for jeg vidste intet om de her breve,« fortæller Péter Gárdos, da vi mødes i den ungarske hovedstad, hvor han bor.
Han tog boksen med hjem og begyndte at læse brevene, der var samlet i to bundter. Det ene med blåt silkebånd, det andet med rødt.
»De var ordnet efter dato, hvilket var typisk for min far, og opdelt i min fars og mors breve. På den måde kunne jeg nemt følge korrespondancen. Jeg var selvfølgelig afsindig nysgerrig. Efterhånden som jeg kom ind i brevvekslingen, blev jeg mere og mere bevæget og rystet.«
»Her fik jeg pludselig noget, som ingen børn normalt får adgang til. Det var som at kigge gennem nøglehullet til mine forældres soveværelse. Brevene blev mere og mere intime og følelsladede,« siger han og tilføjer: »Jeg tror faktisk ikke, min mor forstod, at hun ved at give mig brevene åbnede den dør, der ville føre mig til den her bog.«
For på baggrund af brevene satte Péter Gárdos sig ned og skrev romanen »Feber ved daggry«, en kærlighedshistorie, der er udkommet i næsten 40 lande, nu også Danmark.
Snød døden og fandt kærligheden
Det begyndte knap så romantisk. Med 117 enslydende breve til 117 totalt ukendte kvinder.
Miklós Gárdos vejede 29 kg og var mere død end levende, da han i juli 1945 ankom til Sverige. Den 25-årige jødiske ungarer havde overlevet koncentrationslejren Bergen-Belsen i Nordtyskland, men dermed var hans trængsler ikke ovre.
En læge i den flygtningelejr, han var blevet installeret i, kunne fortælle ham, at tuberkulosen, han led af, havde ødelagt så meget af hans lunger, at han højst havde et halvt år tilbage at leve i. Det afholdt dog ikke den unge handlekraftige mand fra at skaffe en liste over de ungarske piger, der som han selv befandt sig i Sverige. Han begyndte med sirlig håndskrift at skrive til dem alle sammen.
Én af dem, der svarede, var 18-årige Agnes, Péter Gárdos mor, som i bogen er blevet til Lili. Med dét svar indledtes en brevveksling over et halvt år – og en livslang kærlighed. For Miklós både snød døden og fandt kærligheden.
Agnes skulle også have været med ved interviewet i Budapest, men kvinden, der i dag er over 90, er blevet syg. Hun har problemer med hjertet og er blevet indlagt.
Brevene, som hun og Miklós skrev til hinanden for over 70 år siden, har hun aldrig siden læst, fortæller sønnen.
»Jeg tror ikke, det er den kærlighedshistorie, brevene afslører, hun ikke vil se i øjnene. Det er snarere den sindstilstand, hun var i lige efter holocaust, hun ikke vil tilbagekalde sig.«
I romanen bliver det beskrevet, hvordan den svenske overlæge, der var med til at befri fangerne fra koncentrationslejren, hun var i, i første omgang troede, at hun var død. Indtil han ud af øjenkrogen pludselig kunne se, at én af hendes fingre bevægede sig. »Som en sidste, kraftesløs basken af en duevinge«. Og sådan blev hun bragt tilbage til livet i Sverige.
»Det, at hun aldrig har læst brevene, stemmer godt overens med det faktum, at hun aldrig nogensinde taler om sine erfaringer med holocaust,« siger Péter Gárdos.
Research
At han heller aldrig nåede at tale med sin far om de rædselsvækkende oplevelser i ungdommen, kunne han næsten ikke bære, første gang han læste brevene, én nat i august 1998.
»Jeg er typisk ikke en person, der græder. Jeg kan genkalde mig eksakt de gange, jeg som voksen har grædt. Det her var én af de gange.«
Tidligt om morgenen dagen efter ringede han til sin mor.
»Jeg var rasende. Jeg spurgte hende, hvordan pokker de havde kunnet gemme på det her i alle de år. Hun sagde, at det ikke havde været deres hensigt. Det er jeg sikker på er rigtigt. Uden at vide det prøvede de at få de her ting til at forsvinde,« siger Péter Gárdos.
»Det er helt sikkert noget, Freud ville have kunnet få meget ud af.«
Péter Gárdos vidste godt, at forældrene havde været i koncentrationslejr, og at de havde mødt hinanden i Sverige efter krigen. Men han indså, at han i virkeligheden ikke rigtig kendte sin far. »Som barn følte jeg selvfølgelig, at jeg kendte ham, men jeg opdagede nu, at han var en fuldstændig anderledes person. At han var så følsom og havde en så stærk humoristisk sans. Hans humor stråler ud af de her breve.«
Péter Gárdos begyndte at researche på sin fars liv.
»Jeg ville gerne komme tættere på ham. Jeg må indrømme, at der var meget, der kom op i mig. Jeg tog f.eks. kontakt til de ungarske myndigheder for at finde ud af, om min far havde været spion under det kommunistiske regime. I den ungarske historie er der mange tilsyneladende pæne venstreorienterede intellektuelle som min far, der viste sig at være spioner.«
»Men til min store lettelse fandt jeg ud af, at han ikke havde rapporteret til nogen. Men jeg var nødt til at se den slags i øjnene. Jeg begyndte også at opsøge hans gamle venner for at høre mere om ham.«
»Feber ved daggry«
Péter Gárdos er egentlig filminstruktør, og hans første tanke var da også at gøre sine forældres historie til en film. Men han kunne ikke få hul på manuskriptet, og da det endelig lykkedes, krakkede den ungarske filmindustri, så han i første omgang måtte droppe planerne. I stedet gjorde han historien til en roman.
»Jeg var meget interesseret i, at min mor skulle indvilge i, at jeg skrev historien. Men da jeg første gang viste hende det, jeg havde skrevet, syv år efter jeg havde fået brevene, ringede hun bagefter og sagde, at hun aldrig nogensinde ville tillade mig at bruge det. For som hun sagde, så var det fuld af løgn.«
Sønnen bad hende komme med eksempler, og hun nævnte en passage, hvor der står, at parret var ved at forlade jødedommen og konvertere til katolicismen. Det havde aldrig kunnet faldet hende ind, sagde hun.
»Jeg måtte citere hendes egne håndskrevne breve i telefonen. Hun var chokeret og sagde: »Det er forfærdeligt, jeg har fuldstændig glemt det.««
På den baggrund tillod hun sønnen at skrive historien, hvis han ændrede hendes navn. Det gjorde han. Efter han havde skrevet romanen, fik han også filmmanuskriptet til at fungere. Så »Feber ved daggry« er også blevet en film, der senere på året får international premiere.
At lade helt være med at fortælle historien overvejede Péter Gárdos aldrig.
»Ikke et sekund. Historien rummer et vigtigt budskab til verden, for ud af brevene kan man mærke en voldsom kærlighed til livet. De to er så overbeviste om, at de kan starte forfra. At de kan komme væk fra det helvede, de havde været i. De troede så meget på kærligheden,« siger Péter Gárdos og tilføjer, at det på dén måde er en anderledes holocaust-fortælling.
»Det handler ikke om pessimisme eller død, om håbløshed, had og hævn, som ellers præger meget af holocaust-litteraturen. Det handler om et elementært ønske om at leve. Og det er et vigtigt budskab at dele.«
Faderen begravede ideen
Men hvad ville hans far have syntes? Det spørgsmål bliver Péter Gárdos ved med at vende tilbage til.
»Jeg har talt meget med min mor om det, og vi kommer altid frem til, at han aldrig ville have tilladt mig at skrive bogen. Jeg er sikker på, at han havde sine grunde til ikke at vise de her ting.«
»Min far var en kendt journalist her i landet, og han skrev også romaner, så han kunne jo selv have skrevet historien, og det er et interessant spørgsmål, hvorfor en talentfuld mand ikke realiserede den vidunderlige historie, han havde mellem sine hænder,« siger Péer Gárdos og fortæller, at faderen i et af sine breve til moderen skitserer en roman, han gerne vil skrive om sine holocaust-erfaringer.
Det skulle være en stor roman, men af en eller anden grund begravede han ideen og besluttede ikke at skrive den og at lade være med at dele sin egen historie.
Nogenlunde samtidig holdt faderen op med at skrive digte.
»Indtil han var 27, skrev han et digt hver dag. Men fra den ene dag til den anden stoppede han. Og han vendte aldrig siden tilbage til det. Det viser også, at han lukkede den dør og ikke havde lyst til at åbne den igen.«
I »Feber ved daggry« er nogle af digtene gengivet. F.eks. det, der hedder »Til en svensk dreng«, hvor et vers lyder:
»Du ved ej, min ven, hvad der har pløjet / dybe furer på en verdensdels pande. / Heroppe mod nord så du måske et fly glide / over himlen gennem den månelyse nat.«
»Jeg tror, han ønskede sig, at det aldrig var sket og derfor prøvede at glemme det,« siger Péter Gárdos som forklaring på, at faderen droppede poesien og at fortælle om sine oplevelser.
»Desuden kunne måske heller ikke retfærdiggøre, hvorfor han havde skrevet til 117 vildtfremmede kvinder, mens han faktisk havde en dødsdom hængende over hovedet. Det var måske noget, han skammede sig over. Jeg er ret sikker på, at han havde den samme følelse over for det, der skete under holocaust.«
I et CV som faderen havde vedlagt en jobansøgning efter krigen, fandt sønnen én sætning, der kunne pege i den retning.
»Der stod, at han havde brændt kadavere i koncentrationslejren. Han var 27 og havde jo ikke så meget at skrive. I dag ved vi, at de, der brændte de døde, skulle stille op til det frivilligt. Tog man det job, fik man en smule mere mad end de andre. Det talte han aldrig om. Men selvfølgelig har han da tænkt på det. Så det er ret oplagt, at han aldrig ville have tilladt mig at skrive historien og på den måde kaste lys over alle de her ting.«
Alligevel føler Peter Gárdos, at han har gjort det rigtige:
»Jeg tænkte, at hvis bogen blev en fiasko, ville det ikke være i orden med min far. Men da jeg sad på bogmessen i London sidste år, og bogen var blevet solgt til alle de her lande, følte jeg, at han ville have syntes, at det var, som det skulle være.«
Turen til Budapest var betalt af Péter Gárdos´ danske forlag, Gyldendal.
