Endelig taler Eric Clapton atter med sin datter efter en seksårig strid, der begyndte på grund af et 'Muppet Show'-kostume til en privat fest.

Det lyder nærmest urkomisk, men sagen om kostumet var skyld i, at far og datter ikke talte sammen i hele seks år. Rocksangeren Eric Clapton klædte sig nemlig ud som frøen Kermit til sin 70-års fødselsdag, og efterfølgende delte datteren Ruth Kelly Clapton billeder af det på Twitter.

Det fik farmand Clapton, som i dag er 76 år, helt op i det røde felt.

Og så afbrød han altså kontakten til hende.

Hun indrømmede efterfølgende, at de ikke længere havde et forhold.

Men nu har det ændret sig.

Ruth Kelly Clapton er ved at blive skilt fra sin mand siden 2011, Dean Bartlett, og i den forbindelse har far og datter genoptaget forholdet.

»Jeg har haft det virkelig hårdt. Jeg er i gang med skilsmisse, og det har ikke været nemt. Vi ønsker hinanden lykke, også selvom vi ikke kan blive lykkelige sammen,« siger Ruth Bartlett og forklarer, at hendes familie har støttet hende gennem den svære tid.

»Jeg taler med ham hele tiden. Han har det godt, og det er jeg taknemmelig for. Han glæder sig til at vende tilbage som alle musikere,« siger hun om Eric Claptons comeback efter coronakrisen.

Clapton deltog også i datterens bryllup tilbage i 2011.

Ruth Kelly Clapton er resultatet af Eric Claptons forhold til manageren Yvonne Kelly. Eric Clapton holdt datterens eksistens hemmeligt indtil 1991.