Smuk aften i Parken med suveræne sange fra sjælesumpen
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det kom helt præcis 21.24. Smilet. Sanger Dave Gahan og guitarist Martin Gore i en sær pardans, godt inde i 'Precious'.. Et fælles smil fra de to 50plus elekto-poppere. Sådan et, 'vi har dem, gamle dreng'-smil. De skulle vise sig at få ret.Elendig akustik, eller ej. Skal vi tage den en gang til for arveprins Knud? Nej, dels er han formentlig ret ligeglad, hvor han end befinder sig nu. Dels tog Parken sig ud fra sin forholdsvis yndefulde side i aften. Lydmæssigt.
Jeg ved ikke, hvor bevidst det er. Men på denne turné lægger Dave Gahan & Co. afdæmpet fra land. Med to numre fra det nyeste album, 'Delta Machine'. Det er meget electro. Med stemningsfyldte signatur Depeche Mode orkestrale manøvrer i halvmørket. Fordelen: at lydfolkene havde mulighed for at skyde sig ind på de ellers umulige lydforhold i cement-ekkodalen på P.H. Lings Allé.
Under klassikeren 'Walking In My Shoes' eksploderede Parken. Det vigtigste: at det buldrende bas-spor og det højeksplosive atomkraftværk af en trommeslager lød distinkt og afgrænset fra de elektroniske, lydlige sindsbilleder og landskaber. Og fra den heftigt tato-dekorerede Gahans sang og Gores konstant malende guitar.
Det er det, Depeche Mode gør så uimodståeligt dragende. På den ene side disse silende, smukke sange fra sjælesumpen. På den anden side groovet.
Til min egen overraskelse begyndte hårene at rejse sig trodsigt i vrimlen under 'Higher Love'. Ikke nødvendigvis særlig kønt sunget af Martin Gore. Men hvor smukt. Kæmpe bifald. Og igen da han akkompagneret af et keybord, sang det uendeligt smukke 'Judas' fra 'Songs Of Faith And Devotion'.
Og for fanden, nu går det over i 'Heaven'. Står der på skærmen. En himmelsk rundgang over klassiske rocktemaer som f.eks temaet i George Harrisons 'While My Guitar Gently Weeps'. Med Gores guitar helt fremme i lydbilledet. Næsten heavyrock i 'A Pain That I Am Used To.'
'Der er liges så meget rockband i Depeche Mode, som der er schæfer i en puddel', skrev en rockjournalist en gang i et efterhånden fjernt årtusinde.
I dag er Depeche Mode lige så meget rock'n'roll, som der er spelt heromme bagved på Østerbro. Rock som i betydningen puls, tryk den af, som gjaldt det livet, eller i hvert fald noget andet og større end revisorens urimelige honorarkrav.
Rock som i power, banket på plads af trommeslageren. Rock som i attitude og tekster udsprunget af det evige mørkeland, hvor alt er til debat.
Som sådan er Depeche Mode mere interessant end så mange andre 'rigtige' rockbands.Lige ud imponerende efter så mange år.
Sunget af en karmisk og karismatisk sanger, Dave Gahan, der oven i købet har været død i et par minutter. For nu 17 år siden. Nu vi alligevel har åbnet for posen med rockklichéer.
Jeg har sjældent oplevet eksformand Don Øs rulletag så tæt på at lette som under 'A Question Of Time' og selvfølgelig igen i monsterhittet 'Enjoy The Silence' med Parken på vild fællessang og en totalt overstadig Gahan, galoperende rundt på scenen.
Jesus, hvad kan man forlange mere? Nå, jo selvfølgelig 'Personal Jesus'. Først i Johnny Cash-tempo, som en hyldest, må man formode. For så at eksplodere i den version, vi kender fra 'Violator'. Et af rockhistoriens største mesterværker. Det var rørende.
Og da Martin Gores larmende.elegante riff mejslede sig de første par millimeter ned i 'I feel You' var der samhørighedsfølelse, så 1. maj på Fælleden fremstår som en endnu større anakronisme.
De seneste dage har BT kørt en konkurrence om Depeche Mode-billetter. I rigtig mange svar er det gået igen: Tak, Depeche Mode, for at have givet mig lyden, ordene, lysten og modet til at blive voksen.
Jeg har aldrig været Depeche Mode-fan på den måde. Men jeg forstår dem.
Uden at det skal blive alt for tralala. Sådan var koncerten her til aften. En messe, et håb. En fælles fejring.
Jeg har forladt stadionrockkoncerter med Bruce Springsteen med en fornemmelse af at været blevet et en lille smule bedre menneske. U2-koncerter med ØNSKET om at blive et bedre menneske. Her til aften forlod jeg Parken med fornemmelsen af at være et menneske.Det er trods alt bedre end en puddel.
Depeche Mode i Parken, torsdag aften.
