I en alder af 31 år lykkedes det endelig. Niels-Kristian Iversen vandt sin første grand prix-titel i italienske Terenzano, da den danske speedway-kører i finalen kom først over målstregen foran englænderen Tai Woffinden og russeren Emil Sayfutdinov, der dog stadig fører sammenlagt i kampen om VM-titlen.

- Jeg er meget glad over, at jeg endelig vandt. Det har taget lang tid, sagde danskeren efter finalen til TV10.

I semifinalen var Iversen oppe mod to andre danskere, Nicki Pedersen og Leon Madsen. Her lykkedes det ham at komme ind som toer efter britiske Woffinden, og så var finalepladsen hjemme, mens Nicki Pedersen røg ud i mørket.

Sammenlagt er russeren Emil Sayfutdinov i spidsen med 107, mens Tai Woffinden har 102 point på andenpladsen. Nicki Pedersen er nummer fire med 83 point, mens lørdag aftens sejrherre Niels-Kristian Iversen nu avancerer til sjettepladsen med 77 point, inden de sidste fire VM-afdelinger.