Mange foretrækker at have undertøj eller ligefrem pyjamas på, når de sover. Men nu advarer eksperter om, at det kan føre endog meget drastiske konsekvenser med sig.

Ifølge læger og gynækologer risikerer både mænd og kvinder at vågne op til ubehagelige overraskelser, hvis de igen og igen sover med undertøj - især hvis det er tætsiddende og ikke er svedabsorberende.

Det skriver britiske Metro.

For mændenes vedkommende kan boksershortsene ligefrem forværre forplantningsevnen, fordi de skaber for høje temperaturer omkring mandens ædlere dele, mens han sover.

»Dine nedre regioner skal være i den helt rette temperatur for at optimere spermproduktionen,« siger læge Brian Steixner, som er leder af instituttet for mænds sundhed ved det anerkendte amerikanske lægecenter Jersey Urology Group, til Metro.

Den højere temperatur fører også andre potentielle ubehag med sig, advarer han.

»Flere bakterier øger risikoen for, at gnavesår eller irriteret hud kan blive inficeret,« lyder det fra Brian Steixner.

Han anbefaler kort og godt alle mænd at sove uden en trevl på kroppen, og det samme gør sig gældende for kvinderne, fortæller gynækolog Alyssa Dweck.

Især hvis kvindens underliv konstant er dækket af undertøj, som ikke er svedtransporterende eller svedabsorberende, bliver der skabt et fugtigt miljø, som er det rene slaraffenland for bakterier og svampeinfektioner, advarer hun.

Sover du med undertøj, øger du også risikoen for indgroede hår og forværrer de infektioner det kan medføre.

Hvad skal du så gøre, hvis du ikke lige har den nyeste generation af det svedabsorberende undertøj eller simpelthen bare bedst kan lide at sove med undertøj, som holder de ædle dele på plads, så du kan få den nødvendige hvile? Heldigvis er der råd for det - om end mange nok vil korse sig bare ved tanken.

»Hvis der nogensinde har været et tidspunkt at tage bedstemors undertøj frem fra gemmerne, så er det her,« siger Alyssa Dweck.

Også mænd kan med fordel sove med luftige underbukser, men det allerbedste er nu engang at være helt nøgen i sengen.

Om det vil føre til mere lagengymnastik i dobbeltsengen; ja, det er en helt anden historie.