Håbet om at finde overlevende, efter at det danske skib 'Karin Høj' er kæntret vest for Bornholm, er ved at løbe ud.

»Der findes ingen mulighed for at overleve i det kolde vand i så lang tid,« siger vagthavende Lars Blohm for svenske Sjö- och flygräddningscentralen.

B.T. har talt med den svenske redningstjeneste ved 9.30-tiden, og det er seks timer efter, at alarmen om ulykken kom natten til mandag klokken 03.30. Herefter blev to personer meldt savnede.

Det lyder fra Sjö- och flygräddningscentralen, at vandet i det pågældende område af Østersøen kun er fire grader varmt.

Her ses Karin Høj ligge med bunden i vejret mellem Ystad og Bornholm
Her ses Karin Høj ligge med bunden i vejret mellem Ystad og Bornholm Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere

Sjö- och flygräddningscentralen oplyser til B.T., at der var to personer om bord på det danske fragtskib. Rederiet Høj bekræfter mandag formiddag til B.T., at de to savnede besætningsmedlemmer begge er danske statsborgere.

Endnu vides det ikke, hvad der skete i nat mellem Bornholm og Ystad, men man har mistanke om, at det danske fragtskib kan være kollideret med det britiske fragtskib 'Scot Carrier'. Forsvarets Operationscenter oplyser til B.T., at data fra radarbilleder tyder på, at det britiske skib er sejlet ind i det danske skib.

Mandag formiddag er 'Karin Høj' allerede i færd med at blive bugseret ind mod den svenske kyst ved Sandhammaren, og det er meningen, at den snarest skal undersøges nærmere.

»Det er en mulighed, at de savnede stadig befinder sig i fartøjet,« siger Lars Blohm fra Sjö- och flygräddningscentralen.

Ulykken skal være sket vest for Bornholm.
Ulykken skal være sket vest for Bornholm. Foto: Marinetraffic.com
Vis mere

Hele morgenen har der været en massiv eftersøgning i gang i området, hvor der har både deltaget redningsfartøjer og helikoptere fra Sverige og Danmark.

Også Bornholmslinjens færgetransport mellem Bornholm og Ystad har mandag morgen og formiddag været påvirket af ulykken.

»Ulykken er sket meget tæt på den sejlrute, vi har, så vi er blevet bedt om at sejle helt langsomt i området og holde udkig som andre skibe, der befinder sig nærheden. Vi har indtil videre passeret to gange og har ikke observeret noget,« oplyser Jesper Maack, PR- og kommunikationschef, ved 10.30-tiden til B.T.

Sjö- och flygräddningscentralen oplyser til B.T. kl. 10.50, at eftersøgningen stadig er i gang, men at man stadig ikke har fundet de savnede danskere.