Ifølge rigspolitichefen leverede dansk politi en god indsats under terrorangrebet 14.-15. februar. Men blandt andet bevogtningsopgaver skal løses anderledes, lyder det.

Politiet var forberedt på, at et terrorangreb kunne finde sted og leverede en god indsats, da terroren ramte København i februar. Politiet kan dog lære af de tragiske begivenheder, der kostede to mennesker livet.

Sådan lyder det fra rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, efter den 142 sider lange redegørelse om myndighedernes ageren før, under og efter terrorangrebet blev fremlagt onsdag.

»Dansk politi leverede en god og stærk indsats under vanskelige forhold. Men når vi pludselig står i en så alvorlig situation, som vi ikke har været i før, er det klart, at der er ting, vi kan lære af. Nu skal vi bygge videre på erfaringerne fra de tragiske begivenheder i februar,« siger rigspolitichefen i en skriftlig kommentar, hvor han peger på, at der er grund til at løse bevogtningsopgaver anderledes i fremtiden.

Tilstedeværelsen af bevæbnet politi har ifølge Jens Henrik Højbjerg, haft til formål at virke afskrækkende på gerningsmænd. Men begivenhederne i februar viser, at det nuværende koncept ikke fuldt tilstrækkeligt tager højde for, at politiet i dag kan blive mødt af en ny type gerningsmand af den karakter, som begik forbrydelserne i februar, lyder det.

»I politiet har vi altid løst opgaverne på en måde, der er tilpasset det samfund, vi er en del af. Vi ønsker ikke at være mere bevæbnede og fremstå mere militariserede end det er nødvendigt. Det vil også være udgangspunktet for at løse udfordringerne i fremtiden,« siger rigspolitichefen.