Den 11. maj blev han udsat for grov vold i Horsens, han blev dernæst erklæret klinisk død, men holdt i live af en respirator.

Den livsforlængende behandling blev standset mandag, og han er nu død.

Det bekræfter vagtchef Jeppe Thranum ved Sydøstjyllands Politi over for Vejle Amts Folkeblad, der også skriver, at det er Aarhus Universitetshospital, hvor manden har ligget, der har videregivet oplysningerne til politiet.

Den 20-årige blev overfaldet af flere mænd i Sølvgade i Horsens. Dernæst bar mændene ham ind i bagagerummet på en BMW, og brugte den til at flygte fra stedet. Bilen kørte galt på Nørretorv, og mændene flygtede videre til fods.

Nørretorv i Horsens, hvor bilen med den 20-årige mand i kørte galt.
Nørretorv i Horsens, hvor bilen med den 20-årige mand i kørte galt. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Selvom man forsøgte at genoplive den 20-årige, så blev han tirsdag aften – dagen efter overfaldet – erklæret klinisk død efter massive blødninger i hjernen.

Fire mænd fra Vejle i alderen 21-29 år er anholdt. De er sigtet for grov vold, bortførelse og for at have efterladt manden. De nægter sig alle skyldig.

Sydøstjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at »efterforskningen peger på, at motivet til voldsepisoden omhandler et opgør i kriminelle kredse.«

En 28-årig kvinde, der også er fra Vejle, og som er mistænkt for at have hjulpet de fire mænd, blev også anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. Hun blev herefter løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.