Politiet var massivt til stede på Glarbjergvej i Randers, hvor de har anholdt en 31-årig mand for knivstikkeri.

Det oplyser vagtchef Michael Ørum fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Der var voldsom larm fra en lejlighed på Glarbjergvej i Randers. Der blev skreget og grædt, ligesom der blev smadret ting,« siger han i meddelelsen.

En politipatrulje blev straks sendt til stedet.

Politifolkene konstaterede ved deres ankomst, at der var flere personer i lejligheden, og at en af de tilstedeværende havde et alvorligt knivstik i maven.

Den tilskadekomne er en 33-årig mand, der blev kørt til Randers Centralsygehus, hvor han blev opereret. Hans tilstand er stabil.

De øvrige tilstedeværende blev anholdt. Det viste sig, at gerningsmanden ikke var blandt de anholdte.

Politiet kom dog på sporet af gerningsmanden lørdag eftermiddag, hvor de anholdt ham i en lejlighed i Randers C.

B.T.s fotograf fortalte tidligere, at der lørdag eftermiddag var fire kriminalteknikere iført blå dragt til stede på Glarbjergvej.

Tidligere har der også været hundepatruljer i gang med at søge i området.

Politiet skriver desuden i pressemeddelelsen, at de stadig foretager undersøgelser af gerningsstedet.