Politiet er onsdag ude at advare borgerne i Nordjylland mod tricktyve.

Her advarer de nordjyderne mod personer, der udgiver sig for at være VVS'ere.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter, hvor de samtidig har delt en video, der forklarer, hvilket problem borgerne står over for.

»De seneste par dage har vi fået tre anmeldelser om falske VVS'ere, der banker på borgeres døre og påstår, der er sket en vandskade i borgernes hjem. Mens samtalen foregår, er der så andre gerningsmænd, der bryder ind og foretager tyveri,« lyder det fra politiet i videoen.

Ifølge Nordjyllands Politi er tyverierne sket i Aalborg og Vesthimmerland, hvor tre borgere er blevet snydt af de falske VVS'ere.

Netop derfor har politiet da også valgt at lave videoen, der forhåbentlig skal være med til at dele budskabet samt gode råd til, hvordan borgerne sikrer sig mod tricktyvene

»Vær opmærksom på, hvem I lukker ind. Stil spørgsmål og vær kritiske,« lyder rådene.

Hvis man har oplysninger, der kan være med til at opklare sagerne, så vil politiet med gerne høre fra borgere.

Du kan kontakte politiet på telefonnummer 114.