En mand fra Kalundborg blev stukket med kniv i benet torsdag. Politiet beder vidner om at tage kontakt.

Det var tilfældigt, at en patrulje torsdag aften svingede ind på en tankstation på Esbern Snaresvej i Kalundborg.

I en bil sad en mand kvæstet og blødende, og politiet ydede førstehjælp på stedet. Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport fredag.

Den 31-årige mand var blevet stukket med en kniv i benet, og han havde diverse andre skader efter slag, men fredag er politiet ikke kommet langt i forhold til at opklare, hvorfor manden blev overfaldet.

- Hele problematikken i sagen er, at vi gerne vil tale med offeret, men han har ikke særlig stor lyst til at tale med politiet, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved politikredsen.

Manden er kendt af politiet i forvejen "fra miljøet i Kalundborg i forbindelse med forskellige anledninger gennem tiden", oplyser kommunikationsafdelingen, som dog ikke vil komme nærmere, hvad manden er kendt for.

- Det er ikke en tilfældig borger, der er blevet overfaldet. Der foregår et eller andet i mørket blandt nogle, som klarer det internt, siger Martin Bjerregaard.

- Det er ikke et ukendt fænomen, at inden for visse miljøer taler folk ikke rigtigt med politiet, siger han.

Politiet fandt offeret klokken 22.44. Kort inden var manden selv kørt til tankstationen, hvor han havde ringet 112 fra sin egen mobil, og en ambulance var på vej.

Den 31-årige blev kørt på skadestuen for at få behandlet sine skader, men han kunne udskrives allerede natten til fredag.

Politiet formoder, at gerningsstedet kan have været på Lerchenborgvej ved Klosterskoven, og en hundepatrulje søgte torsdag i området efter eventuelle spor.

Der er dog ikke fundet noget af afgørende betydning, oplyser politiet, der beder eventuelle vidner om hjælp.

- Vidner, der måtte have færdedes i området på et tidligere tidspunkt torsdag aften, vil vi gerne høre fra. Det kan være hundeluftere, bilister, cyklister eller andre, siger Martin Bjerregaard.

Det kan ske på telefonnummer 114.

/ritzau/