To ud af fire mænd er nu dømt i en brutal sag om kidnapning, mishandling og krav om løsepenge.

I to uger blev en 33-årig mand sidste sommer holdt fanget i en lade i Osted på Midtsjælland. Her blev han udsat for vold, indtil politiet fandt frem til stedet og befriede ham.

Tidligere denne sommer blev en 26-årig mand idømt to år og tre måneders fængsel i sagen, og fredag har en 23-årig mand erkendt sig skyldig ved et retsmøde i Retten på Frederiksberg.

Den 23-årige er idømt to år og seks måneders fængsel, og dermed er to ud af de fire mænd, som politiet har pågrebet i sagen, og som anklagemyndigheden har rejst tiltale imod, dømt.

Manden, der blev dømt fredag, deltog kun i den indledende del af frihedsberøvelsen.

- Han deltog i selve tilfangetagelsen, men rejste til udlandet kort efter. Han havde ikke forestillet sig, at frihedsberøvelsen ville vare så længe, siger specialanklager Andreas Emil Christensen.

Anklageskriftet i sagen beskriver, hvordan gerningsmændene brugte en gps-tracker, som var monteret på offerets Nissan Qashqai. Med apparatet overvågede de hans færden som led i planlægningen.

Om aftenen den 7. juli 2021 blev kidnapningen iværksat. På Muldager i Brønshøj blev offeret slået i baghovedet og tvunget ind i bilen. Herefter kørte gerningsmændene væk med ham.

Manden blev bragt til laden i Osted. Her blev han udsat for forskellige former for vold. Blandt andet blev han snittet med en kniv i fingeren.

Han fik en hætte trukket over hovedet, han fik kun en smule mad og blev nægtet at få vand. Samtidig blev en luftblæser brugt i mishandlingen, så han skiftevis sad i varme og kulde.

Bortføreren krævede penge, men da han ikke kunne betale, sendte de krav om løsesum på en million kroner til hans familie.

Specialanklager Andreas Emil Christensen argumenterede i retten for en straf på tre år og seks måneders fængsel.

- Så jeg synes nok, at straffen på to år og seks måneder er i den lave ende, siger han.

Både den 23-årige og anklagemyndigheden har nu to uger til at afgøre, om man vil anke straffens længde til landsretten.

Den 26-årige mand, der tidligere i sommer tilstod, at han havde deltaget i den indledende del af frihedsberøvelsen, blev i øvrigt selv offer for frihedsberøvelse, mens den 33-årige sad indespærret i laden Osted.

Ifølge Ekstra Bladet blev han den 18. juli fanget af to mænd på Østerbro. Den ene er ifølge avisen et toneangivende dansk medlem af den svenske bande Dødspatruljen.

Han blev tilbageholdt i et døgn, før det lykkedes ham at flygte.

Andreas Emil Christensen bekræfter, at den 26-årige er forurettet i en sag, hvor en mand et tiltalt for frihedsberøvelse.

Sagen skal senere på måneden behandles i Københavns Byret, mens sagen mod de to sidste, der er tiltalt for bortførelsen og mishandlingen af den 33-årige kommer for retten til december.

/ritzau/