Den 34-årige ægtemand sad sammen med sin 29-årige svoger koncentreret og lyttede med, da retsformanden ved Retten i Glostrup torsdag formiddag læste kendelsen op.

»Skyldig,« lød det igen og igen.

Sammenlagt var de to mænd tiltalt for ni forskellige forhold. Forhold om mishandling, voldtægt og trusler mod en kvinde og hendes børn. Hvad angår truslerne, er de begge blevet frifundet.

Den 34-årige afghanske mand, der kom til Danmark i 2007 efter at være blevet gift med det kvindelige offer, er desuden frikendt for at have slået sin yngste datter.

Men derudover er han kendt skyldig i stort set alt, selvom han siden sin anholdelse har nægtet sig skyldig.

Med undtagelse af nogle konkrete episoder har et enigt nævningeting fundet det bevist, at han igennem 12 år igen og igen mishandlede sin hustru.

At han løbende skubbede, sparkede og slog hende. Og at han jævnligt voldtog hende. Lige indtil den dag hun tog sine døtre under armen og flygtede på krisecenter.

Den 29-årige svoger – kvindens bror – er blevet frifundet for at have mishandlet sin nevø. Retten mener ikke, at det er godtgjort, at der er tale om mishandling. Men 'kun' simpel vold.

Og da simpel vold har en forældelsesfrist på fem år, kan retten ikke dømme for det.

Svogeren var desuden tiltalt for flere forhold om mishandling og grov vold, men i alle tilfælde har retten fundet, at der 'kun' er tale om almindelig vold.

Også han har hele vejen igennem nægtet sig skyldig i alle forhold. Ikke desto mindre er han nu kendt skyldig i vold mod sin søster og begge sine niecer.

Da sagen bliver ført med et nævningeting, er der endnu ikke udmålt straf.

Først skal anklager og forsvarere procedere for, hvilke straffe de finder passende. Her mener anklageren, at den 34-årige ægtemand skal idømmes syv års fængsel og udvisning for bestandigt.

For den 29-årige svogers vedkommende argumenterer anklageren for en straf på seks til otte måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i en periode.

Når både anklager og forsvarere er kommet med deres afsluttende bemærkninger, vil de juridiske dommere og nævninge atter trække sig tilbage for at votere.